Henrik Nordbrandt tog fejl. November er slet ikke lang nok. Var november virkelig én måned gange fem, som digteren foreslog i ’Håndens skælven i november’ fra 1986, kunne vintermørket for alvor bide sig fast i kroppen som den produktive og samtidig destruktive kraft, der løber som en strøm igennem de mørkeste måneder her halvvejs mod det høje nord: en strøm løbende lige ned i begærets vidunderligt selvdestruktive formørkelse.

Luk skodderne, og lad den liderlighed, som hersker i den grå tid, pulse i takt med vinterlivets bævrende angst for, at lyset aldrig vender tilbage. Om vinteren er vi alle vampyrer. Søde og giftige som mørk rom. Mørke i blod og sind.