1Årets navn: Instruktøren Tue Biering giver samfundskritikken fuld skrue

Teateråret fik en barsk kickstart med ’Mod alle odds’ på Betty Nansen: 22 skolebørn alene på scenen med deres fremtid. En forestilling, der viste, hvor bredt teatret i dag kan spænde – nu også som statistikteater. Livskraftige og sårbare lagde børnene krop til statistikkernes nådesløse udskillelsesmaskineri: Hvem går til bunds? »Hvert femte barn vokser op i hjem med alkoholproblemer, hvert niende har været udsat for grov vold«. Social status er skæbne! Skråt op med vores forestillinger om, at danske børn frit kan vælge deres fremtid.

Med et tilsvarende kontroversielt greb lod Biering i ’Pigen med bomberne’ et hold teenagepiger indtage scenen med deres mobiler og pastelfarvede rygsække, som kunne de være Kundby-pigen. Skulle det nu være det nye terrorskræmmebillede, naboens datter? En skarp konfrontation med vores frygt og fordomme. Biering satte trumf på med ’Dark Noon’ på Republique, en vild western spillet af et hold sorte sydafrikanske skuespillere med whitefacing, så hele krænkelsesspørgsmålet om repræsentation blev kortsluttet: Havde de ret til at fortælle den hvide mands koloniseringshistorie? Det politiske teater er i storform.