Bortset fra min besættelse af omprioriteringsbidraget, som nu endelig er blevet afskaffet på kulturens område, er det, jeg oftest bliver kritiseret for som kulturredaktør på Politiken, at vi beskæftiger os alt for meget med køn og krop. Følelser og sex kunne vi også godt skrue ned for. Mig, mig, mig og #MeToo. Helt ærligt – er I ikke ved at gøre kultursektionerne til et dameblad for de krænkede?

I min bog hører damebladsargumentet til de dovne, så jeg får lyst til at svare med samme dovenskab: ’Jeg hører, hvad du siger’. Men jeg forstår selvfølgelig godt, hvad der menes. For er der ikke en fundamental forskel på at vide noget og føle noget? Og er det første ikke væsentligere end det andet at skrive om i avisen? Måske, men der er ikke tale om fnuller, vi har pillet ud af Politikens navle. Selvundersøgelsen er et langt større fænomen.