0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvem er bange for de store stygge følelser: Ny terapiretning, der tillægger følelser mindre betydning

Eva Eistrup hepper grundlæggende på følelser. Hun tror på, at følelserne involverer os i noget. En slags fællesmenneskelig meningsfuldhed. Men måske det er værd også at skæve til en ny terapiretning, der tillægger følelser mindre betydning, skriver hun i denne klumme. Og ikke mindst her i juletiden.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Klokken er fem minutter efter vuggestueaflevering, og jeg har allerede taget hul på dagens første følelsescocktail. Der er et skvæt vrede over hverdagens for tidlige start. En tung bund af tristhed over morgenens forudsigelige konflikter over bleskift og tandbørstning. En syrlig aroma af stress med en eftersmag af mindreværdsfølelse. Det lyder voldsomt, når man skriver det ned, men det er det egentlig ikke. Det er bare another day at the office of life. Negative følelser bliver bare let så patetiske og ufrivilligt intime, når vi, der ikke er digtere, sætter dem på ord. Andres følelser er anmassende. De stiller krav til os bare ved at være der. De, der fremstår ømskindede – verdens føle-Børger – kommer let til at virke useriøse, for følelser står i kulturel modsætning til autoritet og fornuft, og sådan har det været siden Platon og de andre gamle drenge.

Jeg havde engang en øjenåbnende samtale med en god ven. Følelser havde han som udgangspunkt ikke, mente han. De kunne dukke op, gode som svære, men altid på det, han opfattede som en neutral følelsesfri baggrund. »Man føler da hele tiden et eller andet«, indvendte jeg, fundamentalt ude af stand til at forestille mig verden set fra hans perspektiv. For mig er der aldrig ikke nogen følelser, og de lader sig ikke rigtig adskille fra mine tanker. Den oldgamle opdeling mellem krop og hoved, følelser og tænkning giver ikke ægte mening for mig. Den føles ikke sand.

Den ungarske filosof Ágnes Heller beskriver i bogen ’A Theory of Feeling’, hvordan følelser er blevet behandlet som filosofiens stedbørn og tildelt en rolle som forvirrede og kaotiske. Følelserne, skriver hun, »er blevet behandlet som børn med behov for at være under konstant vejledning af Fornuften eller behandlet som den vigtigste forhindring for viden og moral«. I stedet for at se følelserne som irriterende sabotører eller som uønskede vedhæng til vores tanker bør vi se dem som en uadskillelig og skabende del af vores bevidsthed, mener hun. At føle er at evaluere verden og ens rolle i den og ikke bare passivt underordne sig det sociale. Ágnes Heller skriver også: »At føle betyder at være involveret i noget«, hvilket taler til mig som selverklæret føle-Børge.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce