Klokken er fem minutter efter vuggestueaflevering, og jeg har allerede taget hul på dagens første følelsescocktail. Der er et skvæt vrede over hverdagens for tidlige start. En tung bund af tristhed over morgenens forudsigelige konflikter over bleskift og tandbørstning. En syrlig aroma af stress med en eftersmag af mindreværdsfølelse. Det lyder voldsomt, når man skriver det ned, men det er det egentlig ikke. Det er bare another day at the office of life. Negative følelser bliver bare let så patetiske og ufrivilligt intime, når vi, der ikke er digtere, sætter dem på ord. Andres følelser er anmassende. De stiller krav til os bare ved at være der. De, der fremstår ømskindede – verdens føle-Børger – kommer let til at virke useriøse, for følelser står i kulturel modsætning til autoritet og fornuft, og sådan har det været siden Platon og de andre gamle drenge.
Jeg havde engang en øjenåbnende samtale med en god ven. Følelser havde han som udgangspunkt ikke, mente han. De kunne dukke op, gode som svære, men altid på det, han opfattede som en neutral følelsesfri baggrund. »Man føler da hele tiden et eller andet«, indvendte jeg, fundamentalt ude af stand til at forestille mig verden set fra hans perspektiv. For mig er der aldrig ikke nogen følelser, og de lader sig ikke rigtig adskille fra mine tanker. Den oldgamle opdeling mellem krop og hoved, følelser og tænkning giver ikke ægte mening for mig. Den føles ikke sand.
