0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

'An Education' er kompakt og poetisk coming of age-teater, der gemmer på en skjult fortælling

Stykket på Revolver er en smuk fortælling om, hvordan man kan tage magten over alle de historier, der findes om at skulle blive voksen, og hvordan man finder sin egen og fortæller den.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sara Galbiati
Foto: Sara Galbiati

Hele forestillingen foregår omkring ribben, der er lige så symbolsk ladet, som den skaber en særlig konkret poesi. Til venstre ses Nanna Finding Koppel, der spiller Jenny, og til højre Mathilde Arcel Fock, der spiller Emma.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alt er både symbolsk ladet og nådesløst konkret i ’An Education’ på Revolver. En stor træribbe deler rummet op i en baggrund, hvor nogle af scenerne udspiller sig bag ribbens tremmer, og en forgrund, hvor det meste af stykket foregår.​​

Det er en scene uden det store spillerum for Jenny, hvis hele verden foregår omkring en kedelig pigeskole i 1960’ernes England. På scenen står tre unge kvinder i beige uniform, der nærmest går i et med omgivelserne.

Sammen med sin veninde Emma fortæller Jenny historien om mødet med den meget ældre Simon, der for blev til en vild forelskelse – det hele har karakter af genfortælling, af noget, der bliver sladret om eller performet, som om de to piger prøver af, hvordan man kan være voksen. Emma lever sig ind i historien, de hjælper hinanden med at stykke et forløb sammen.

Og denne lidt kunstige fortælleform, hvor vi skal forestille os noget andet end det, vi kan se – når Jenny tager på restaurant eller til koncert, eller når hun går i seng med Simon – er fascinerende og føles nødvendig af to grunde.

For det første mimer den det barnlige. Jenny er endnu ikke voksen og heller ikke helt i stand til at sortere mellem virkelighed og illusion. At være voksen er mest noget, hun kan spille, og på samme måde formår også stykket at forholde sig reflekteret til selve det faktum, at det hele er noget, der spilles på scenen. Eller man kunne sige, at scenerne har karakter af at være noget, de leger. Det er klogt teater af instruktør Anna Balslev.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter