0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vivaldis musik falder sammen som en tung soufflé hos kopiglad cellist

Der bliver gået til stålet på nye album med fortolkninger af 1700-tallets hits. Det er både raffineret og det modsatte.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pr
Foto: Pr

Man kan sagtens mærke både romantisk længsel og dramatisk vrede, når slovenske Luka Sulic lægger sin brede celloklang helt frem i lydbilledet og lader den skære igennem.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis man skal tro diverse nye barokalbum, har 1700-tallets orkestermusik og 1980’ernes heavy metal-rock faktisk en del tilfælles: Begge genrer kan være ekstremt teatralske med langsomme dramatiske indledninger og markante temposkift, substansen i musikken er ofte bygget enkelt op med simple rundgange, der gentages – og de emmer begge af lyden af anslået metal, der pulserer hurtigt. ​

Nå ja, og så lignede musikernes gamle parykker i 1700-tallet temmelig meget de lange permanentkrøller fra 80’erne.

Der er selvfølgelig mange forskelle, men sammenligningen er ikke kun for sjov: Når man hører en ung cellist som Luka Sulic spille Vivaldi eller de vilde barokspecialister Concerto Italiano spille Bach med deres leder, cembalisten Rinaldo Alessandrini, ved sit metalstøjende cembalo, mærker man den teatralske højtidelighed og kærligheden til den pulserende støj.

De to nye album peger på to af polerne i barokmusikken i dag. En tredje bliver tydelig med det nye album med fire violinkoncerter af Bach med English Baroque Soloists og John Eliot Gardiner. Her giver de knitrende fortolkninger også masser af nærvær og ru tekstur i musikken. Men til forskel fra de to andre forbliver lydbilledet dybt, balanceret og nuanceret hele vejen igennem med raffinerede bevægelser fra mange steder i det lille ensemble – på samme tid.

Det er ensemblets koncertmester, Kati Debretzeni, der er solist i de fire værker, hvoraf de to er omskrevne cembalokoncerter. Og Debretzeni er logisk nok et perfekt valg til ensemblets klangideal: Hun spiller let, enkelt og klart uden vibrato og lægger sig på den måde bare en anelse længere fremme i lydbilledet end det øvrige ensemble.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter