Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bertel Haarder bliver ny formand for Det Kongelige Teater

Den forhenværende Venstre-minister afløser Lisbeth Knudsen.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mangeårig minister og Venstre-nestor Bertel Haarder bliver ny bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater.

Det meddeler Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed står det klart, at teatrets hidtidige bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen, der har siddet på posten siden 2016, ikke bliver forlænget.

»Man finder ikke nogen med mere politisk erfaring end Bertel Haarder – og næppe nogen med mere dybfølt respekt og forståelse for kulturen. Det, kombineret med hans evne til – helt i Grundtvigs oplysningsånd - at bygge bro mellem finkultur og det folkelige, gør ham til et helt oplagt valg til formand for Det Kongelige Teater«, siger fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) i pressemeddelelsen.

»Vi har fået samlet et erfarent, alsidigt og slagkraftigt hold, hvis styrke er, at de repræsenterer alle kroge og lag i samfundet. De bliver vigtige ambassadører for teateret. Samtidig vil jeg også sige Lisbeth Knudsen og den afgående bestyrelse tak for en stor indsats de sidste fire år«.

Blandt de andre nye ansigter i bestyrelsen finder man også Gitte Ørskou fra Moderna Museet i Stockholm, filminstruktør May el-Toukhy bag ’Dronningen’ med Trine Dyrholm i hovedrollen, teaterchef Kitte Wagner fra Malmö Stadsteater og forbundsformand Per Christensen fra 3F.

Hele Danmarks Teater

Bertel Haarder var kulturminister fra 2015 til 2016, inden han med indlemmelsen af Liberal Alliance og Konservative i den blå regeringsfold, til sin egen utilfredshed blev forvist fra kontoret ved Frederiksholms Kanal til fordel for Mette Bock (LA).

»Teateroplevelser er en vigtig del af mit liv, og jeg har intet højere ønske end at endnu flere unge og gamle skal få adgang til og oplevelser på de tre store scener. Jeg vil lægge mig i selen for, at Det Kongelige Teater i endnu højere grad bliver hele Danmarks teater«, siger Bertel Haarder i pressemeddelelsen.

»Jeg er samtidig glad for at træde til på et tidspunkt, hvor omprioriteringsbidraget ophører, og jeg ser med stor forventning frem til samarbejdet med teaterchef Kasper Holten og hans medarbejdere«.

Bertel Haarder er i dag formand for Folketingets kulturudvalg. Han trækker sig ikke som folkevalgt, oplyser han til Politiken.

»Nej, jeg træder ikke ud af Folketinget, men jeg vil i visse tilfælde erklære mig inhabil som formand for Kulturudvalget. Når der behandles sager, som vedrører Det Kongelige Teater, kan jeg ikke sidde i formandsstolen. Det siger sig selv«.

Kan man adskille rollen som Venstrepolitiker, der brænder for kulturen med det specifikke blik, dit parti har, og så varetagelsen af teatrets interesser?

»Jeg skal jo ikke lave mig om. Jeg er valgt på grund af mine personlige kvalifikationer, ikke fordi jeg er politiker eller Venstremand. Jeg synes, det er flot, at regeringen har valgt en fra oppositionen, og jeg mener, at vi på kulturområdet næsten altid har haft brede flertal. Det havde vi i hvert fald, da jeg var kulturminister, og det er vel også derfor, jeg kan være spiselig for regeringen. Og så vil der måske også være nogle, der mener, jeg er kvalificeret til posten, og det er måske nok det vigtigste«.

Ikke desto mindre er der jo forskel på betoningerne i en socialdemokratisk kulturpolitik og i Venstres. Det med at række ud til flere betyder måske også noget lidt andet for socialdemokraterne, end når I typisk har sagt det?

»Måske er der nuanceforskelle, men der er dog bred enighed om, at vi skal have et stort flagskib som Det Kongelige Teater i vores hovedstad, og om at det så vidt muligt skal være til glæde for hele befolkningen«.

Knudsen ikke udelt tilfreds

Udpegningen kommer, efter at et bredt flertal af Folketingets partier i sidste uge valgte at lade teatret køre videre det kommende år på en midlertidig forlængelse af dets nuværende aftale og altså undlod at indgå en ny firårig aftale for teatret. I det kommende år skal nationalscenen ifølge aftalen lægge en strategi for, hvordan flere danskere får glæde af dets tilbud, inden en ny flerårig aftale efter planen skal indgås i efteråret 2020.

En løsning, som den hidtidige bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen, ikke var udelt tilfreds med.

»For teatret er det altid en fordel af have en længerevarende aftale, som giver større grad af tryghed for, at vi kan disponere. Sådan noget som operakontrakter og aftaler om ballet er mere langsigtede og er ofte lavet flere år i forvejen, hvilket også gælder sæsonprogrammet. Så det er vanskeligt at arbejde med så kort en aftale«, sagde hun til Politiken tirsdag.

Annonce

Besparelser droppet

Ligesom for en række af landets øvrige kulturinstitutioner har julemåneden dog også budt på ganske gode nyheder set med Det Kongelige Teaters øjne.

Med finanslovsaftalen mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet blev de besparelser på kulturen, som den blå regeringen rullede ud over hele staten i netop Bertel Haarders tid som kulturminister afskaffet fra 2020.

Siden 2016 har de årligt høvlet 2 procent af budgetterne på kulturområdet, men Det Kongelige Teater slipper nu for at spare 10,4 millioner i 2020 og vil frem mod 2023 undgå besparelser for i alt 40,6 millioner kroner.

Teatret har desuden fået lov til at beholde indtil videre næste års portion på 13 millioner kroner af den særbevilling på i alt 52 millioner kroner over fire år, som under Mette Bock blev tilført nationalscenen som et plaster på sparesåret.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden