Inden premieren i aften søndag på DR 1’s nye krimiserie, ’Når støvet har lagt sig’, er Peter Christoffersen nærmest en hemmelighed, som teaterkredse holder for sig selv. Der står ovenud stor respekt om ham, han er en, som andre skuespillere hele tiden nævner. For det gode.
Han er en, jeg ofte har set på scenen, og virkelig ofte er han den, der står tilbage, når alt andet fra forestillingen er glemt. Tit er han maskeret til ukendelighed, som da han for nylig var den gale patolog Bondo i Skuespilhusets opsætning af ’Riget’, eller, også for nylig, som en af det ondes håndlangere i ’Brødrene Løvehjerte’.
Peter Christoffersen er vild. På den frygtindgydende måde. Han er ren krop med et furiøst temperament. Jeg kan huske, hvordan han stod og ludede ind over første række af publikum i ’Symposion’ med sin hyldest til Eros, og det virkede, som om hans overkrop og hans budskab bare strakte sig længere og længere, indtil han nåede mig oppe på 8. række.
Jeg så forestillingen igen, og da blev han om muligt længere, til han fyldte det hele med sin ludende skygge og sin udstråling.
