Forleden stødte jeg ind i en lille gruppe unge mennesker foran Odense Rådhus. De talte i megafon, bar bannere, drak dåseøl og sang: »Kringsat af fjender«. En fin lille klimademonstration med front mod den fynske hovedstads magtcentrum. Men lille, det var den godt nok. 30-40 stykker har der vel været. Jeg kunne ikke undgå at undre mig over, at der ikke var troppet flere op. Det var endda godt vejr.
For der går jo ikke en dag, uden man i et medie kan læse om et nyt ungdomsoprør, ofte i bestemt ental: det nye ungdomsoprør. Og som en, der var alt for ung til at deltage i det første ungdomsoprør i 1960’erne, og alt for rynket til at være med i det nye, er jeg nysgerrig: Hvordan ser det mon ud, det store, nye ungdomsoprør? Hvem er med i det? Undskyld, hr., hvor finder jeg revolutionen? Var det den, jeg mødte i Odense?
