Forleden stødte jeg ind i en lille gruppe unge mennesker foran Odense Rådhus. De talte i megafon, bar bannere, drak dåseøl og sang: »Kringsat af fjender«. En fin lille klimademonstration med front mod den fynske hovedstads magtcentrum. Men lille, det var den godt nok. 30-40 stykker har der vel været. Jeg kunne ikke undgå at undre mig over, at der ikke var troppet flere op. Det var endda godt vejr.
For der går jo ikke en dag, uden man i et medie kan læse om et nyt ungdomsoprør, ofte i bestemt ental: det nye ungdomsoprør. Og som en, der var alt for ung til at deltage i det første ungdomsoprør i 1960’erne, og alt for rynket til at være med i det nye, er jeg nysgerrig: Hvordan ser det mon ud, det store, nye ungdomsoprør? Hvem er med i det? Undskyld, hr., hvor finder jeg revolutionen? Var det den, jeg mødte i Odense?
Så jeg er på jagt – i min hverdag og i medierne – efter beviser på, at oprøret faktisk findes. Men som nysgerrigt menneske er jeg også på jagt efter noget andet: nuancer. Det vil sige billeder og beretninger, der ikke bare bekræfter én bestemt forestilling – den sandhed, man i forvejen har i hovedet – men i stedet tilføjer nye dimensioner og facetter, eller som måske ligefrem korrigerer eller afkræfter den.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
