Familien Asbæk og dens gallerivirksomhed har været nyheds- og sladderstof siden 1970’erne. Med den aktuelle dokuserie på DR er de det igen, men tv-programmet aktualiserer samtidig væsentlige spørgsmål om, hvad galleriverdenen er for en størrelse, skriver Mathias Kryger i denne kommentar.

Hvorfor virker det så ekskluderende, når de kongelige danser kinddans med galleristerne?

Patricia Asbæk i aktion i Galleri Asbæk i 1999.  Foto: Jørgen Sperling
Patricia Asbæk i aktion i Galleri Asbæk i 1999. Foto: Jørgen Sperling
Lyt til artiklen

Vi vil være kunstens Irma«. Sådan sagde Patricia Asbæk til Politiken i februar 1993 i en artikel, der beskriver, hvordan »det kendte københavnske galleriægtepar« Jacob og Patricia Asbæk på det tidspunkt i deres virksomhedshistorie befinder sig én dag før lukningen af det to år gamle Gallerie Patricia Asbæk beliggende i den konkursramte Boltens Gård. Og hvordan de står med det ene ben på vej ud af de store udstillingslokaler – inklusive 300 kvadratmeter bolig med tagterrasse på toppen – som på det tidspunkt har været deres galleri og center for kunst i godt 10 år. Med restaurant og café, boghandel, filmvisninger, poesioplæsninger og masser af besøgende, ikke mindst kendte og kongelige.

»Kunstens Irma«, fordi Irma var lig med luksus, og fordi det nu var på tide at nedskalere og koncentrere sig om et nyt og mindre galleri med en koncentreret gruppe danske kunstnere barberet ned fra 40 til 15 og dermed også med færre hurtige handler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her