0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

En ny generation træder ind på scenen. Men publikum valgte at blive hjemme denne lørdag eftermiddag

Der er noget forhastet over ’Tatovering’ på Mungo Park, men også noget råt, ømt og spontant, der suger det banale ud af fortællingen om en fraværende faderfigur.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Tatovering' prøver skamløst alle mulige ting af. På billedet ses en af stykkets to skuespillere, Nana Morks.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En ny generation træder lige nu ind på scenen i dansk teater, og den gør det med en alvor og ambition, der både kan mærkes i de temaer, der tages op, og i måden at gå til scenekunsten på. Selv om for eksempel Anna Balslevs ’An Education’ på Republique foregik i 1960’erne, handlede den om identitet, kroppe og køn på en måde, der føltes meget nutidig. Og i Niels Erlings ’Apokalypse’ på Teater Momentum i Odense kunne undergangsfornemmelsen kun være formuleret i dag.​​​

Men nok så vigtigt ser vi nogle unge instruktører, der behandler teaterrummet som et uafprøvet sted, man kan gøre med, hvad man vil. Stemningen er, at alt kan lade sig gøre. Det er følelsesfuldt og verdensvendt teater, det er uironisk og ordrigt, teksterne har litterært shine, og det tager chancer, fejler og prøver noget andet.

På samme måde er den 28-årige teaterdirektør Anna Malzers første stykke på Mungo Park, som hun også både har skrevet og instrueret, teater, der handler om en generation, som i løbet af de seneste to sekunder er blevet voksne. Det sker med 00’er-pop, inderlighed og kondomer rullet ud over mikrofoner. Og det sker med en perfekt balance mellem kroppe i interaktion og ensom monolog på scenen.​​​

’Tatovering’ bærer præg af at være skrevet i en fart, og ud over at stykket nok føles for kort og forpustet, er det også en vital del af stykkets identitet, at der ingen tid er at spilde, at noget er nødt til at blive fortalt. Indimellem tippende til en fornemmelse af rent teaterovermod.

Det er et stykke, der fascinerer mest på udtrykssiden, mens teksten om en faderløs generation har sværere ved at være i sig selv. Der er fuld knald på lydsiden, der er røgmaskine og bryster, der popper frem som blomster, når hovedpersonen, en kvinde i 20’erne, konfronterer et liv med først en fraværende og så en døende far. Vi skifter mellem nutiden og en række erindringsglimt i form af ret almindelige situationer fra et teenageliv med fyre, veninder og dumme chefer, der på forskellige måder skildrer en maskuliniseret verden uden reelle maskuline forbilleder.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts