Jeg aner ikke, hvornår jeg sådan for alvor opgav at finde hoved og hale i ’Sommeren på Birgitø’. Var det, da Rasmus Bruun begyndte at tale med en udstoppet ræv under sin Den Lille Prins-monolog, mens Kirsten Birgit iført prepper-taske var taget ud mod fyret for at søge hjælp?
Var det, da den kendte tv-hypnotisør Jan Hellesøe pludselig, uden selv at deltage, blev en vital del af plottet, der – ikke uventet – stak fuldstændig af efter den blødere lystspilsagtige start?








