Lige nu spiller ’Jagten på det gode menneske’. Derpå følger ’Palle stadig alene i verden’.
Men til nytår er det slut med forestillinger med mere eller mindre symbolske navne på Mungo Park i Kolding. Et flertal i byrådet af Venstre og Dansk Folkeparti lukker det eksperimenterende teater, der har haft en filial i Kolding i 12 år, oplyser JydskeVestkysten.
Ved etableringen i 2008 var Mungo Park i Kolding en aflægger af det oprindelige teater, der fremdeles holder til i Allerød i Nordsjælland. Men i dag er de to teatre helt adskilte.
5 millioner spares
Teatret i Kolding er ifølge JydskeVestkysten finansieret med totredjedele fra Kolding Kommune og en tredjedel fra staten.
Med beslutningen om at trække tilskuddet fra Kolding Kommune er det udelukket at drive Mungo Park videre som egnsteater.
De 5 millioner kroner, som Kolding Kommune har investeret i teatret årligt, skal i stedet bruges til at skabe mere liv i bymidten, siger repræsentanter for det politiske flertal til avisen.
I sæsonen 2018-19 købte 9.678 billet til en forestilling hos Mungo Park, der har til huse i et nedlagt bibliotek i Kolding.
DF har altid været imod
Mens Venstre i sin tid sagde ja til at etablere teatret i Kolding, har Dansk Folkeparti hele tiden været imod.
»Det er jo aldrig blevet et folketeater, ligesom festspillet er. For en forholdsvist snæver og særlig gruppe er det blevet et fyrtårn, men hvis vi som studieby vil holde på de unge mennesker, og hvis vi vil tiltrække flere turister, så skal vi have en levende midtby, hvor det er hyggeligt at være«, siger partiets byrådsmedlem, Søren Rasmussen, til JydskeVestkysten.
Han tilføjer, at Dansk Folkeparti »aldrig har haft noget imod kunstnerne eller de ansatte på Mungo Park«.
fortsæt med at læse








