En stor rød skovl, en falmet blå spand og en lille intenst lysende orange bil ligger i det våde sand på præcis samme måde som i går og i forgårs. Ingen flyverdragter har tumlet med plastiklegetøjet i sandkassen i gården i flere dage, og ingen forældre eller bedsteforældre har stået side om side ved gyngestativet og småsnakket, mens de skubbede børn op mod himlen igen og igen i de forårslyse eftermiddagstimer.
Ofte står jeg nogle sekunder ved vinduet med udsigt til de legende børn og deres voksne, når jeg kommer hjem fra arbejde. Lader pulsen og skuldrene falde ved synet af omgivelserne til det, der er mit hjem, mens jeg husker, at det engang var mig, der skulle nå at hente børn inden for sent og siden børste mest muligt sand af dem, før de rødkindede kom indenfor, hvor de helst ikke måtte tilbringe ret megen tid foran en skærm.
