0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emilia Therese
Foto: Emilia Therese

Michael Bo: Jeg længes efter at sidde på 1. række og blive spyttet i hovedet

Man føler sig aldrig rigtig i livsfare eller i sigtelinjen for sved og spyt, når man sidder i sofaen og ser Netflix. Michael Bo savner livekunstens grænseoverskridende fysikalitet.

FOR ABONNENTER

I teatret drages jeg altid mod 1. række. ​​​

Sådan har det været hele mit teatergående liv. Den accelererende og dybt skræmmende publikumsinddragelse, skrækken for at blive involveret i løjerne, har dog fået mig til at søge længere op i rækkerne, hvor man mere kan nøjes med at være voyeur.

Længslen efter 1. række er uantastet. At være så inddraget, at man næsten risikerer en på sinkadusen – og at få spyt i hovedet. Indimellem kan skuespillere og dansere svede så meget, at sveden pisker ned over en, når de ryster hovedet, og man sidder tæt nok på. Tæt nok til at lugte, om det er øl, de har i glasset, når de spiller engelsk socialrealisme.

Det længes jeg efter.

Leg med ild

Mens disse linjer skrives, er det knap to måneder siden, jeg sidst sad der. En menneskealder føles det som. Det var på 3. række, og vi blev bedt om kun at sidde på hvert andet sæde, det var en lille uge inden statsministerens lockdown, og jeg havde en lang liste over kunst og kultur, der skulle holde mig beskæftiget foråret igennem. ’Ordet’ i Aarhus, ’Mahlers 3.’ i Operaen, Sjostakovitj’ 13., var det vist, i DR Koncerthuset, Hamburg Ballettens gæstespil, ’Den unge Werthers lidelser’ i Aalborg, ’Lazarus’ i Skuespilhuset, ’Leg med ild’ på Betty Nansen ... Operaen ’Ariadne på Naxos’! En af mine absolutte yndlingssangere skulle have sunget Pergolesis ’Stabat mater’ i en kirke i Vanløse, og jeg havde planlagt at sidde fire, højst fem rækker i lige linje fra ham nede i kirkeskibet.

Og til sommer Krystian Zimerman, der skulle spille alle Beethovens klaverkoncerter i Tivoli, Kammerballetten i Takkelloftet, Den Danske Strygekvartet, Anne-Sophie Mutter ...

Det lovede godt.

Det passer dårligt med mit selvbillede at være den, der halvligger der og zapper

Siden har jeg halvligget i min hjemlige chaiselongue og set film og ikke mindst serier, både dem jeg har på dvd og Blu-ray, men ikke mindst – og jeg siger det med nogen nederlagsfølelse – ting, jeg har streamet. Det passer dårligt med mit selvbillede at være den, der halvligger der og zapper.

På Netflix bliver man hverken spyttet i hovedet eller risikerer, at nogen sveder på en. Det er noget af det, jeg har imod Netflix og de andre streamingtjenester. Og alle de behjertede optagelser af teater, opera, ballet og koncerter, som de store kulturinstitutioner har stillet til vores rådighed i coronatiden, ofte gratis, minder mig bare, utaknemmelig som jeg er, om, hvor lidt det har med den kunst at gøre, som opføres live af mennesker med en puls.

De optagelser er jo bare Netflix om igen. Hands off.

Karameller med papir på

Det er og bliver en antiseptisk oplevelse. Man sidder ikke og bæver på 1. række i et sofaarrangement, og man sidder selv og må fumle med det liv, man ellers så gerne vil lægge i hænderne på nogle kunstnere, man har øjenkontakt med. ​

Martin Lyngbo, instruktør og tidligere direktør for teatret Mungo Park, skrev på Facebook forleden: »At se forestillinger på video er som at spise karameller med papir på. Uden at åbne posen. Eller bruge hænderne. Jeg glæder mig virkelig VIRKELIG til at kunne gå i teatret igen«.

Så er vi to. Det er en slags trøst at se nogle af sine yndlingskunstnere fra scenen huske os på, at de findes endnu, når de streamer en tekst, en sang eller nogle dansetrin derhjemmefra, men video er jo det absolut modsatte af teater.

Som Ellen Hillingsø, der optræder i Teater Republiques aktuelle streamingserie ’Coronamonologer’, meget rigtigt har sagt til DR:

»Teater handler jo om fysisk kontakt. Det er kropsligt og fysisk, og der kan flyve spyt gennem luften. Her er der ingen fysisk kontakt overhovedet«.

Nej, det er jo det ...

Fjernbetjening

Da direktøren for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, for nylig skulle fortælle os, hvad vi kunne lave, nu vi ikke kunne få lov at gå til musikfestivaler eller i teatret, så man ham nærmest for sig trække på skuldrene og henvise til, at man kunne tage til kunstmuseet Louisiana, hvor man kunne blive lukket ind i slusedrift.

Et billede på en væg eller en installation på midten af et museumsgulv er dog heller ikke noget særlig dramatisk in the moment-udtryk. Mølbak privat går nok ikke meget op i livekunst.

Bare fantasien om igen at være til stede ved en koncert, hvor man ikke har nogen fjernbetjening og hverken kan zappe videre til næste nummer eller sats eller har mulighed for at skrue ned, når kunsten bliver for forstyrrende for øret.

Vil noget, jeg ser på tv eller min laptop, nogensinde kunne stå mål med, hvad jeg har oplevet i et teaterrum? Jeg glemmer virkelig aldrig Det Kgl. Teaters forestilling ’Symposion’, da skuespilleren Fanny Bernth satte sig på scenen og docerede om, hvor hurtigt vores hjerter slår – menneskenes hjerter og dyrenes hjerter. Menneskets hjerte galopperer stresset af sted, og da det kom til kaskelothvalen, hvis hjerte kun slår en gang i minuttet, sagde det øresønderrivende: BOM!, hvorefter Fanny Bernth og vi på tilskuersæderne sad og kiggede på hinanden et fuldt minut, før det igen sagde: BOMMM!

Det ville kun fungere live og på teatret. Her var ingen vinduer eller smartphones at lade sig distrahere af. Foran fjerneren eller computeren var man gået ud for at tisse eller lave kaffe.

Eller hvad med dette billede fra samme forestilling, da en medspiller kryber ind under en splitternøgen Peter Christoffersen, rækker op og hiver ned i hans pik! Hvornår vil nogen igen kunne hive Peter Christoffersen i pikken?

Det samme med Teater Sort/Hvids blændende opsætning for et par år siden af ’Erasmus Montanus’. Én ting er, at der igen var live-pik med i line-uppet, men titelrolleskuespilleren Andreas Jebro (hvorfor fik han ikke ti priser for den rolle?) gik rundt blandt publikum på rækkerne og stillede os penible eksistentielle spørgsmål. Hvem skal nu stille de spørgsmål så korporligt insisterende, at man bare ikke kan kigge væk, men er nødt til at svare, koste hvad det vil? Netflix kræver ingen svar.

Tammi Øst som Richard III taler intenst hen over stolerækkerne.

Det er ikke så farlig længe siden, jeg så Tammi Øst spille Richard III i Shakespeares stykke, og selv om jeg sad på absolut bageste række, var der kun hende og mig i det rum, hen over ti eller elleve stolerækker, så intenst fysisk var det. Ikke alene jeg hende, hun også mig.

Videostream

Det Kgl. fik skrevet et stykke om coronaens eksistentielle udfordring ude i de små hjem, men naturligvis havde det ikke meget – såsom intet – med teater at gøre. Det var videostream, dermed næsten præcis det modsatte, hvor interessant det end var. Jeg har ikke nogen løsning. Det er intet, der stikker live. Om det så er film, er de indlysende sjovere at se sammen med andre mennesker i et helt mørklagt lokale, hvor man ikke kan kigge væk. På alle måder det modsatte af Netflix, HBO m.m.

Jeg husker, næsten for godt, hvor grænseoverskridende en forestilling Christian Lollikes ’Don Juan’ var på Sort/Hvid den aften i august sidste år. Sidsteakten var en stor diskofest, hvor skuespillere, sangere og gøglere blandede sig med publikum i foyeren, og i hvert fald jeg blev udspurgt ganske nært om mine personlige erfaringer med sex – og jeg ved snart ikke hvad.

Esben Zøllner Olesen/Verdensballetten
Foto: Esben Zøllner Olesen/Verdensballetten

Pianisten Alexander McKenzie har det der magtfuldt krøllede domptørhår, der kaster svedperler af sig i takt med, at McKenzie får spillet sig op i en rus.