0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nej, vi er ikke i krig: Den ubrugelige kunst at måle pik med en virus

Krigens sprog dominerer den måde, vi taler om coronakrisen på, men vi har ikke brug for alfahannernes kampivrige ignorance. Det her er en anden slags krise.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Nous sommes en guerre«, lød det fra Frankrigs præsident Macron i en tale til nationen 16. marts. Før det erklærede Kinas Xi Jingping kampen mod covid-19 for en ’folkets krig’. Og før Storbritanniens Boris Johnson selv fik virussen, som en uundgåelig følge af, at han som et trodsigt barn gav hånd til alle de coronapatienter, han kunne opstøve, sammenlignede han pandemien med en krig, som alle briter skal opfatte sig selv som hvervede til. Donald Trump er gået fra fatal underdrivelse af virussens farlighed til selverklæret »præsident i krigstid«. ​​​​​

Krigsretorikken har med en slagmarksmetafor holdt sit indtog overalt, og det siger meget om, hvordan vi er vant til at forstå kriser og forstå handling. Den angrebslystne, fremfarende og risikovillige adfærd, som både Johnson og Trump demonstrerede ved på krops- og virkelighedsfornægtende vis at forsøge at alfahandominere virussen ved at trykke alle tilgængelige hænder, mens de undlod at forstå, tænke og handle, har vist sig dødbringende for de mennesker, de har et svoret ansvar for. Det er det sidste, verden har brug for.

Det kunne næsten være rørende, som når børn lukker øjnene bag buttede hænder og tror, de er væk, hvis det ikke var så tragisk. Det kunne næsten være sjovt, som det der meme med coronavirus, der møder Chuck Norris, men så er det coronavirus, der må vaske hænder bagefter, hvis det ikke var så dumt og så tudende uretfærdigt.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce