»Nous sommes en guerre«, lød det fra Frankrigs præsident Macron i en tale til nationen 16. marts. Før det erklærede Kinas Xi Jingping kampen mod covid-19 for en ’folkets krig’. Og før Storbritanniens Boris Johnson selv fik virussen, som en uundgåelig følge af, at han som et trodsigt barn gav hånd til alle de coronapatienter, han kunne opstøve, sammenlignede han pandemien med en krig, som alle briter skal opfatte sig selv som hvervede til. Donald Trump er gået fra fatal underdrivelse af virussens farlighed til selverklæret »præsident i krigstid«.
Krigsretorikken har med en slagmarksmetafor holdt sit indtog overalt, og det siger meget om, hvordan vi er vant til at forstå kriser og forstå handling. Den angrebslystne, fremfarende og risikovillige adfærd, som både Johnson og Trump demonstrerede ved på krops- og virkelighedsfornægtende vis at forsøge at alfahandominere virussen ved at trykke alle tilgængelige hænder, mens de undlod at forstå, tænke og handle, har vist sig dødbringende for de mennesker, de har et svoret ansvar for. Det er det sidste, verden har brug for.
