Melankolsk jazz spiller, så man næsten kan høre tung regn tromme på ruderne, mens bassisten Art taler ind over fortællingen om sit eget liv.
Der er film noir-stemning for alle pengene, når han filosoferer over, hvorfor hans liv er havnet i sådan en deroute. Det er et gyldent, dunkelt og drømmende univers, der langsomt åbner sig, som man zoomer ind på et roterende basetui, hvori Art ligger i en ensom selvmedlidende fosterstilling.








