Statens Kunstfond, private fonde og kulturministeren går sammen om at støtte nytænkende kunstoplevelser, der holder sig inden for rammerne af coronakrisens restriktioner.

Milliondonation skal vække kulturlivet af coronaens granatchok

Michael Bojesen er bestyrelsesleder i Statens Kunstfond og initiativtager til ’Sammen om kunsten’, en pulje til kulturoplevelser under coronatidens restriktioner. Foto: Nanna Navntoft/POLFOTO
Michael Bojesen er bestyrelsesleder i Statens Kunstfond og initiativtager til ’Sammen om kunsten’, en pulje til kulturoplevelser under coronatidens restriktioner. Foto: Nanna Navntoft/POLFOTO
Lyt til artiklen

Museer, kunsthaller, teatre og koncertsale er låst af, og festivaler landet over er aflyst.

Coronapandemien har skabt en kulturel krise, og som et sprælsk plaster på såret indbydes kunstnere og institutioner nu til at tænke nyt og komme med deres bud på formater og oplevelser, der kan give danskerne et skud kultur her midt i krisen.

På initiativ af Statens Kunstfond går Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Bikubenfonden og Det Obelske Familiefond sammen med kulturministeren om at invitere kunstlivets aktører til at kickstarte nye kunstneriske udtryk og oplevelser her og nu under overskriften ’Sammen om kunsten’.

Michael Bojesen, bestyrelsesleder for Statens Kunstfond, forventer, at initiativet vil skabe et kreativt boost.

»Jeg drømmer om, at der kommer initiativer, som fremhæver kunstens evne til at skabe fællesskab. At vi kan være sammen om noget, selv om vi måske ikke er sammen fysisk. Derfor skal vi udvide muligheden for kunstoplevelser i det offentlige rum, levende musik, teater osv. Og jeg drømmer om, at de digitale løsninger, vi indtil nu har benyttet os af, går at fra være ’vi er her stadig’-markeringer til at være virkelige kunstneriske oplevelser«.

Med den ny pengepulje ønsker parterne at støtte dem, der byder ind med »eksperimenter og udvikling af nye udtryk og koncepter, som kan have varige spor«, som det lyder fra Statens Kunstfond. Planen er, at de udvalgte kunstoplevelser undervejs skal formidles bredt via DR, så flest mulig kan få glæde af initiativet.

Statens Kunstfond har sat 5 mio. kr. af til indsatsen ’Sammen om kunsten’, det samme ønsker kulturministeren, som vil søge om opbakning til det i Folketingets Finansudvalg. De øvrige fonde afsætter midler til projekter under indsatsens formål og i tråd med deres individuelle kriterier for støtte.

Mathias Kryger: Jeg skal være den første til at dele museernes iver, men jeg begynder at fornemme en spildt chance

Kulturen ramt af granatchok

Bestyrelseslederen forestiller sig, at ansøgerfeltet vil rumme både planlagte kulturarrangementer, der med ekstra ressourcer kan afvikles i et nyt format, og helt nye ideer, der peger frem mod kunstneriske udtryk, som vi ikke har set tidligere.

»Hele ideen er også at sige til kunstnerne og institutionerne: Ja, vi har en krise, vi kan ikke komme ud på den måde, vi plejer, men vi kan give en mental indsprøjtning og bruge vores kreativitet. Jeg kan mærke, at en del af kulturmiljøet er ramt af granatchok. Vi har fået hjælpepakker og støtte, og det er utrolig vigtigt, for vi skal have håb om, at alt kan blive normalt igen, men det er også vigtigt, at vi kigger fremad og bruger kreativiteten«, siger Michael Bojesen.

Han håber, at den ny pulje kan sætte gang i nytænkning, således at projekter, der i første omgang blot var skudt til 2021, kan gennemføres alligevel – på nye måder.

Sulten efter kulturoplevelser er da også stor her og nu, hvor landet har været lukket ned siden 10. marts, og vante kulturforbrugere derfor i måneder ikke har kunnet gøre brug af deres koncert- og teaterbilletter. Derfor åbner Statens Kunstfond for ansøgninger fra torsdag 14. maj og vil sørge for særlig hurtig behandlingstid, så man allerede vil kunne opleve nogle af resultaterne i slutningen af sommeren.

»Det her skal være med til at placere kunst og kultur højere på den politiske dagsorden. Vi har brug for det, kunsten giver os: håb, eftertanke, ånd. Det handler om at sikre den mentale sundhed«, siger Michael Bojesen.

Fonde rækker ud

Der har været stor villighed fra fondene efter at bidrage, og på trods af at det formelt er vanskeligt at gå sammen i et fælles projekt, da fondene har hver sin fundats, er det lykkedes på kort tid.

Direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen bakker således op om initiativet, som fonden støtter med 3-4 millioner via den eksisterende halvårlige ansøgningsrunde, som åbnede i sidste uge. Han håber, at det vil resultere i formater og løsninger, der kan gavne kunsten på længere sigt.

Fonden har allerede tidligt i coronakrisen rakt den nødlidende kulturbranches støttemodtagere en hånd i form af gratis advokat- og revisionshjælp og meldt ud, at fonden ikke forventede at få allerede tildelt støtte retur.

»Det har en del benyttet sig af«, fortæller han.

Mathias Kryger: Hjælpepakkerne til kunsten er det store samfunds svar på respiratoren

En række andre fonde har også sat ekstraordinære tiltag i værk for at hjælpe kulturlivet. Og på usædvanlig vis. Normalt giver fonde kun til selve kunsten og ikke driften, altså el, vand, varme, husleje og løn til kuratorer og pedeller. Men under coronaen er intet som normalt.

Den Obelske Familiefond har fokus på de danske kunsthaller, der ikke er omfattet af hjælpepakker og initiativer, og åbner 18. maj en pulje på 4 mio. kr., som kunsthallerne kan søge som kompensation for tabte indtægter de forgangne måneder.

Også Ny Carlsberg Fondet har åbnet for at give penge til drift. Hele 30 millioner kroner giver den store fond ekstraordinært til genstart af de kriseramte kunstmuseer. Ansøgerne kan bruge pengene til at gennemføre de programmer, der skal trække gæster til, når de åbner igen.

»Vi har været i dialog med branchens aktører, og vi vil fra vores side gerne bidrage til, at kunstmuseerne kan genåbne med deres planlagte programmer og forhåbentlig derved genindtage deres væsentlige rolle i det danske samfund«, lød det fra formanden for Ny Carlsbergfondet, Christine Buhl Andersen, da initiativet blev offentliggjort.

I dag har Aage og Johanne Louis-Hansens Fond desuden doneret en hastehjælpepakke på 25 mio. kr. til 26 udvalgte kunst- og kulturinstitutioner, herunder Louisiana, M/S Museet for Søfart, Randers Kunstmuseum, Strandingsmuseum St. George i Vestjylland og Kunstforeningen GL Strand.

Randers Kunstmuseums direktør, Lise Jeppesen, siger i en pressemeddelelse om donationen:

»Det betyder, at vi nu alligevel kan gennemføre kommende udstillinger og projekter, som vi ellers havde tabt midlerne til at gennemføre på grund af manglende entréindtægter, samtidig med at vi kan tænke og udvikle nye formidlingsformer«.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her