Først fik Aarhus et værk, som man ikke ville have. Så valgte man et andet, som borgerne aldrig kom til at holde af. Nu er en kran i gang med at fjerne ’Vanddragen’ til fordel for … ja, foreløbig noget midlertidigt. Noget har man lært.
Sjældent har en skulptur på et dansk bytorv været mere forkætret, og historien går et kvart århundrede tilbage, da Store Torvs tid med parkering og trafik skulle have en ende. Statens Kunstfond tilbød at betale for en Hein Heinsen-udsmykning, men nej tak, sagde et flertal i byrådet efter folkelige protester og heftige diskussioner om københavneri: Sådan en skulle det ikke være.
Den aarhusianske kunstner Per Kramer nåede at tilbyde et bronzetræ, ’Det grædende træ’, som hver dag skulle fælde tårer over naturens forgængelighed og menneskets dårskab, men heller ikke det blev til noget, inden der i stedet blev udskrevet en konkurrence. Den vandt billedhuggeren Elisabeth Toubro i 2001 med sin 19 meter lange og næsten 4 meter høje vandkunst i stål og sort diabas. Ifølge dommerkomitéens formand, Torben Schønherr, fremstod værket – ’Torvenes brøndsløjfe’, som kunstneren kalder den – overbevisende og udmærkede sig ved at »forholde sig til det omgivende byrum og ved at have respekt for domkirken«.
Det var der så ikke helt enighed om.
En god løsning om et par år
’Vanddragen’, som den hedder i folkemunde, blev kritiseret for ikke at kunne bære placeringen foran byens domkirke, og den blev kritiseret for nogle dage at lække vand og andre dage slet ikke at risle. Andre har forsvaret den, men folkeeje blev den aldrig, og da Århus Stiftstidende i 2015 udskrev en konkurrence til kåring af byens værste torv, blev det dødt løb mellem en træt asfaltplads med parkeringsbåse uden for byen, Rundhøj Torv – og byens fornemt placerede Store Torv.
»’Vanddragen’ er simpelthen forfærdelig grim«, skrev en af de læsere, der havde stemt på Store Torv.
En anden borger har kaldt værket et »forfærdeligt og uskønt monstrum«, mens Jens Erik Sørensen, der var direktør for Århus Kunstmuseum under store dele af processen, har beskrevet værket som »postmoderne med stor dynamik og visuelt støj«. Kunstneren selv sagde ved indvielsen til Politiken, at hun gerne ville »forføre gamle og unge« med sit værk.
I dag pudses kran og blokvogn på dragen, der har holdt til på pladsen siden 2003.
Byråd og borgere drømmer om en grøn plads, også inspireret af den festuge, der i 2010 forvandlede Store Torv til en midlertidig skov med både læ og liv, og nu har arkitektfirmaet Schønherr, der stod for festuge-skoven, fået opgaven med at indrette det forblæste torv igen. Uden vandkunst, foreløbig, men med træer, læ og plads til udeservering.
Midlertidigt altså.
Projektet er nemlig bare en forløber for en egentlig løsning og skal, som det hedder, »undersøge, hvordan Store Torv i højere grad kan agere socialt samlingsrum« for både børn og voksne. Det har ellers ikke skortet på forsøg, kan man sige, men nu skulle det være ganske vist: Om et par år får Aarhus en samlet løsning for hele området fra Domkirken til Vor Frue Kirke, inklusive vandinstallation – en blivende en af slagsen og ikke en flyvsk drage. Den er sendt på depot.
fortsæt med at læse
