Alle kender det. Man hører en vild historie – en, som næsten ikke kan være sand. Det lyder for vildt. Men den er alligevel så fascinerende, at man ikke kan lade være at tænke på den. For tænk nu, hvis der alligevel var noget om det.
For de fleste bliver det aldrig til meget mere. En aldrig afklaret undren. Men hedder man Patrick Radden Keefe og er undersøgende journalist på magasinet The New Yorker med lange deadlines og endnu længere artikler, kan den slags føre til alt. Herunder også den dybt fascinerende podcast ’Wind of Change’ om, hvorvidt CIA i virkeligheden var dem, der skrev rockhittet af samme navn.
Det er den slags sang, man kender, selv om man aldrig har været til hverken rock eller Scorpions – det tyske band, der stod bag den. Sangen, der blev udgivet i 1991, er blevet en del af det kulturelle bagtæppe til 1990’erne og det musikalske symbol på Murens fald og Sovjetunionens opløsning. »I follow the Moskva, down to Gorky Park«, lyder det i en hyldest til forandringen, broderskabet og det internationale sammenhold.
Det er kitschet, det er corny, men kan man huske de historiske tider, som slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne udgør, rammer det også tidsånden rent. Der var vitterlig en stemning af, at verden ville blive et bedre og fredeligere sted. Af, at selve historien måske var kommet til sin afslutning, som forskeren Francis Fukuyama udtrykte det – eller i det mindste, at den havde taget en afgørende vending til det bedre.
