I sympati med Black Lives Matter-bevægelsen har udviklerne af skydespillet ’Fortnite’ valgt at fjerne alle politibiler fra spillet.

Politibiler fjernet fra 'Fortnite': 350 millioner spillere skal ikke dræbe hinanden, som politiet dræbte George Floyd

Lyt til artiklen

Spilfirmaet Epic Games, der står bag den globale skydespilssucces ’Fortnite’, har fjernet alle politibiler fra spillet som en reaktion på drabet på George Floyd begået af en amerikansk politibetjent.

Det oplyser en anonym medarbejder til The Wall Street Journal.

»Jeg vil ikke sige, at det er en politisk udmelding. Jeg tror bare, at det er vores måde at være medfølende omkring et emne og et problem, som mange af vores spillere oplever«, siger medarbejderen.

I sidste uge rapporterede Kotaku, at en lang række spillere – inklusive journalisterne på Kotaku – ikke længere kunne finde de klassiske amerikanske sort-hvide politibiler, der ellers stod parkeret en del steder i den store kamparena. Personbiler, lastbiler, isbiler og indtil for nyligt politibiler står rundtomkring, så man kan gemme sig bag dem eller kravle op på dem.

På Reddit har flere spekuleret i, om det kan hænge sammen med den snarlige store opdatering til ’Fortnite’, hvor man efter sigende skal kunne køre rundt i bilerne. En bruger skriver, at det ikke vil være så hensigtsmæssigt, hvis man kan dræbe hinanden med politibiler, i lyset af den globale diskussion af racisme.

I maj i år havde ’Fortnite’ 350 millioner spillere på verdensplan. Det er således et af de spil, der for alvor kan sende et budskab bredt ud med måden, spillet konstrueres på.

Epic Games er blot et af flere store spilfirmaer, der offentligt har støttet Black Lives Matter, der særligt det sidste par uger har mobiliseret store demonstrationer over hele verden for en reform af det amerikanske politi.

Spilfirmaer som Bethesda, EA, Niantic, Ubisoft, Square Enix og en lang række mindre udviklere har doneret flere millioner kroner til kampen mod racisme og diskrimination af minoriteter.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her