’Manden og kvinden’ skaffede Claude Lelouch Den Gyldne Palme, en Oscar og livslang verdensberømmelse, og den virkede fornyende og forførende, om end også sentimental og selvhenført, dengang i 1966, da jeg selv var 22, og ’tiden’ mildest talt også en anden.

For slet ikke at tale om Jean-Louis Trintignant og Anouk Aimée, der begge var så smukke på den der mutte, franske måde med sigende blikke og lige så talende tavshed, hvor hvert smil så føles som den store gevinst i klasselotteriet.