Når man står der helt og aldeles klædt af til skindet og næsten ind til benet følelsesmæssigt, er det helt naturligt at række ud efter noget, der kan tildække nøgenheden bare en lille smule.
Som Angel Olsen på en måde gjorde, da hun i fjor udsendte albummet ’All Mirrors’. Et blottet og hjerteskærende album om skuffet og mørbanket kærlighed, som kunne have været endnu mere nøgent, end tilfældet var. ’All Mirrors’ fik mange fortjente roser for sine arrangementer og ikke mindst sin fedtfri brug af strygere. Men det var også en drapering med strygerne som svalt flagrende gevandter.








