Hvor meget kan man egentlig skrive på et toiletsæde med en læbestift?
Det har der hersket en vis uenighed om mellem den norske forfatter Tom Egeland og anmelder ved Aftenposten Mari Grydeland. Hvilket har ført til en usædvanlig pakkepost fra forfatter til anmelder.
I Tom Egelands seneste roman, ’Kongen’, bliver en kvinde kidnappet, og hun forsøger at tilkalde hjælp ved at skrive følgende på toiletsædet:
»Monica Collett Archer. Kører nordpå i hvid Transit med 2 italienske mænd«.
Men den detalje i krimien er en »logisk brist«, skrev Aftenpostens anmelder Mari Grydeland i en anmeldelse af bogen, der også kritiserer den for »overforklaringer og plat kvindedialog«.
»Det kan faktisk ikke lade sig gøre at skrive så meget på indersiden af et toiletbræt, ikke med en læbestift af mærket Yves Saint Laurent Rouge Pur Couture. Prøv selv (altså, jeg har ikke gjort det)«, lød det.
Anmelder ’legger seg langflat’
Men ingen skal åbenbart beskylde Tom Egelund for at skrive romaner med en logisk brist.
Forfatteren lavede som modsvar en video på Instagram, hvor han skrev hele teksten med omtalte mærke af læbestift på undersiden af et toiletsæde. Hvorefter han lirkede sædet af og sendte det til Mari Grydeland.
Tom Egeland understreger, at han på ingen måde er typen, der bliver sur over dårlige anmeldelser. Men faktuelle fejl må man vel have lov at rette, siger han til Aftenposten.
Hans stunt får da også anmelder Mari Grydeland til at »legge seg langflat«, som det hedder på norsk.
»Tom Egeland er jo en meget erfaren krimiforfatter, så det var naivt af mig at tro, at han ikke havde researchet grundigt på dette selv. At Egeland har en god fantasi, roser jeg ham jo for i anmeldelsen. Men at han også har humoristisk sans, det har jeg ikke lagt mærke til før, så det må jeg også give ham kudos (respekt, red.) for«, siger Mari Grydeland, der også selv er forfatter, til Aftenposten.
Toiletsædet regner hun ikke med at beholde. Det vil blive givet tilbage til afsenderen – med personlig levering, siger anmelderen, da de bor i samme kvarter.
Antændte heftig debat
Tom Egeland har skrevet et væld af krimier, herunder Bjørn Beltø-serien samt en række børne- og ungdomsbøger.
Han var i 2016 med til at rejse debat om ytringsfrihed på sociale medier, da Facebook censurerede hans opslag om fotografier, der ændrede historien.
Censuren skyldtes nøgenheden i det verdensberømte billede fra Vietnam-krigen, hvor grædende børn med en nøgen pige i front, 9-årige Kim Phuc, flygtede fra sydvietnamesiske napalmbomber.
Norges største avis trodser Facebook i åbent brev: »Kære Mark, vi fjerner ikke billedet«Sagen fik flere medier og den norske statsminister til at protestere og endte med, at Facebook alligevel lod billedet blive vist og delt.
Facebook tillader nu alligevel ikonisk Vietnam-billedefortsæt med at læse








