0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er du et rodehoved? Så er du muligvis et stort overskudsmenneske

Med industrialiseringen fik alle danskere råd til rod – og lige siden da har vi skammet os over at rode. Men måske er tiden inde til at droppe synet på uorden som en overfladisk markør på det gode, kontrollerede liv. Omfavn rodet, og udnyt det som en ressource, lyder en rodfæstet opfordring.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Tegning: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Du må undskylde, at her er lidt rodet!«.

Hvis du ofte er blevet budt velkommen med den hilsen eller selv har vinket folk indenfor med lignende ord, er det ikke nødvendigvis, fordi du besøger uforholdsmæssigt mange rodede hjem eller selv omgiver dig med mere rod end gennemsnittet.

Tit bliver bemærkninger som denne slynget ud, selv om det slet ikke roder. Man kan endda høre kommentaren i hjem, som man dårligt kan forestille sig nogensinde har stiftet bekendtskab med den mindste smule uorden – som om man mellem linjerne skal forstå, at her i hvert fald altid er mindst lige så ryddeligt som nu.

Når »Undskyld rodet« er en velkomstfrase nærmest på linje med »Hej!«, »Goddag!« og »Kom indenfor!«, hænger det i høj grad sammen med, at vi for alt i verden ikke vil identificeres med et rodet hjem.

Du kan have gode grunde til at møblere hjemmet med billige Ikea-møbler eller eksklusive feinschmeckerklassikere. Der er i 2020 højt til loftet, hvis du har præferencer for pangfarver, vilde tapeter eller en fetich for antikke mahognimøbler. Har du indrettet hjemmet ekstremt stringent og minimalistisk med meget færre genstande end den gennemsnitlige skandinav, er også det bredt accepteret.

En arbejderfamilie omkring år 1900 havde simpelthen meget, meget få ejendele at rode med

Men hvis dit hjem roder, risikerer du at blive dømt hårdt med det samme. Den klassiske opfattelse af rod er nemlig entydigt negativ. Så signalerer du underskud, og nogle vil instinktivt tænke:

»Hvis du ikke engang kan holde styr på dit rod, hvad kan du så holde styr på?«.

Nuvel, du kan sagtens erklære, at du er et rodehoved, uden at du taber ansigt af den grund, men så gør du det garanteret også med en humoristisk mine og ikke som en gravalvorlig bekendelse.

Da vi fik råd til rod

I en moderne verden synes rod at være et evig element og noget, der altid har fulgt os. Men nej. Faktisk er det først i nyere tid, at rodet har slået rod i danske hjem.

»Vi skal ikke meget mere end godt 100 år tilbage, før rod overhovedet ikke var et emne, der var værd at beskæftige sig med«, fortæller Malene Lytken, der er kunst- og designhistoriker med speciale i danske boligers indretning historisk set.

»En arbejderfamilie omkring år 1900 havde simpelt hen meget, meget få ejendele at rode med, og de få ting, de havde, havde en nødvendig funktion. Det at være ødsel var forbeholdt de rige, og var du en overklassefamilie, havde du husassistenter til at holde orden i hjemmet. I klunkehjem i slutningen af 1800-tallet var der virkelig mange ting, men velhavende familier, der boede sådan, havde tjenestefolk til at holde orden, rydde op efter familien og støve af«, siger hun.

Det ændrer sig i takt med industrialiseringen og masseproduktionen af varer, der gør det muligt for arbejderfamilier at tilegne sig diverse ting i hjemmet og dermed også få mulighed for at rode.

»I de lavere klasser ville man rigtig gerne leve ligesom overklassen, så selv i de bittesmå lejligheder, hvor fattige familier boede mange mennesker på meget lidt plads, anskaffede man sig en masse ting«, fortæller designhistorikeren.

Minimalismens indtog

Selv om Emma Gad i ’Takt og Tone’ i 1918 slår fast, at »Et hjem kan umuligt blive hyggeligt, når orden ikke råder i alle dets forhold«, er det først med funktionalismens indtog og gennembrud omkring 1930, at der for alvor bliver sat spørgsmålstegn ved de mange ting i hjemmene.

»Det korstog, som funktionalismen var, var virkelig et oprydningsprojekt, der gik ud på at få masser af lys og luft til alle og at give plads til rolige og rene flader. Det var stik modsat af, hvad klunketiden havde stået for, og stod i kontrast til de mørke farver, overdekorerede møbler og en helt masse unødige ting og sager«, siger Malene Lytken.

Arkitekter som PH og Edvard Heiberg var frontløbere i bevægelsen, der argumenterede for mere praktisk og minimalistisk indrettede hjem. Og selv om danske designere i sidste halvdel af århundredet blev verdensberømte for den type design, var det ikke noget, som den menige dansker forfaldt til med det samme.

Funktionalismens møbler forblev elitære og var ofte for dyre til, at arbejdere kunne være med. Desuden blev stilen betragtet som kold og langtfra hyggelig. Selv et godt stykke forbi Anden Verdenskrig fortsætter danskerne derfor med at møblere hjemmene med masser af ting – og ja, en hel del potentielt rod, fortæller designhistorikeren.

Men i 1960’erne sker der noget, der gør det svært for husholdningerne at leve op til Emma Gads gamle mantra om at holde orden i alle hjemmets forhold – i hvert i de traditionelt indrettede hjem.

»Da kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, bliver det et problem konstant at holde hjemmet med de mange ting rent og pænt. For pludselig har de ikke så meget tid til det huslige arbejde, og derfor bliver man simpelt hen nødt til at gøre hjemmene mere overskuelige og mere praktiske«, siger Malene Lytken.

Forandringen sker omtrent samtidigt med, at Danmark bliver til Parcelhusdanmark, og da magasinet Bo Bedre i 1961 ser dagens lys, har det en klar mission om at få danskerne til at bo mere funktionelt, fortæller designhistorikeren. Den mission lykkes i de følgende årtier, og på mange måder danner den grundlaget for vore dages danske boligindretning – og ligeledes for vores syn på rod.

Aktivt og passivt rod

Men hvad dækker ordet egentlig over, når vi taler om ’rod’ i 2020? Det kan jo både være opvasken, der har stået siden i går, garderobeskabets gemmer fra det seneste årti, aktuelle bunker på skrivebordet eller malerierne, der mangler at blive hængt op, og som har stået på gulvet, siden du flyttede ind. Ja, begrebet i sig selv dækker over lidt af en rodebutik.

En del oprydningskonsulenter deler rod op i to overordnede kategorier: det aktive rod – altså det midlertidige, såsom opvasken fra i går – og det passive rod – det, der står stille som klædeskabets inderste gemmer.

Når Kamille Sommer, der står bag oprydningskonsulenten.dk, hjælper sine kunder med at rydde op, identificerer hun ofte rod som de ting, der ikke har en fast plads i hjemmet. Det er med andre ord ord ting og sager, der æstetisk set er tilovers, og som derfor ofte hober sig op på uordentlig, uoverskuelig og i værste fald uhygiejnisk vis.

Det handler ikke om mængden af rod, men hvordan man har det med det rod, der er eller ikke er

»Det er meget individuelt, hvornår rod er et problem, og hvor folks grænse går. For nogle vil det være et problem at have en lille bunke til at ligge på deres skrivebord, det vil irritere dem, mens andre er fløjtende ligeglade med at invitere gæster indenfor, selv om der ligger bunker over det hele«, siger oprydningskonsulenten.

»Det handler ikke om mængden af rod, men hvordan man har det med det rod, der er eller ikke er«, siger hun og understreger, at det er vigtigt at skelne mellem at omgive sig med mange ting og det at bo rodet.

Uanset hvordan man ser på rod, er der uomtvisteligt kommet et stort og eksplicit fokus på fænomenet i det 21. århundrede. Alverdens tv-programmer, livsstilsmagasiner, reklamer og sociale medier oversvømmer os med tips, tricks og formaninger om, hvordan vi kan begrænse rodet og opnå en bedre hverdag.

Japanske Marie Kondo har de seneste år domineret såvel bogreoler som Netflix med sin filosofi om »magisk« og »livsforandrende« oprydning. På de sociale medier har såkaldte cleanfluencers – en sammentrækning af clean og influencer – markeret sig som husmoderlige rockstjerner, som guider deres hundredtusindvis af følgere til et rent og ryddeligt liv. Samtidig har professionelle opryddere som Kamille Sommer oplevet en markant stigning i både kendskabet til og efterspørgslen på professionel hjælp til oprydningen over de seneste år.

Også i overført betydning er rod ildeset, og som minister eller erhvervsleder kan man næppe erklære noget mere progressivt og powerfuldt end at ville rydde op i forgængerens rod.

Det rebelske rod

Men noget er i gære. For samtidig med den nærmest ekstreme stræben efter orden og antirod ulmer en vis modbevægelse mod perfektion og ordentlighed.

Der kan nemlig også ligge en vis prestige i at kunne omfavne rod. En prestige i at turde give slip på de stilrene normer og vove sig uden for ordentlighedens smalle sti. Hvis du for eksempel har indrettet dig med et miks af forskellige stole stående omkring spisebordet, har du allerede taget et forsigtigt skridt i retning af rebelrod.

På sociale medier er det hot at kunne markere sig som en, der umiddelbart har overskud til trække på skuldrene af hjemmets rod. Søger man efter hashtagget #abeautifulmess (et smukt rod) på Instagram, dukker der mere end en million fotos op. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at der er langt mere ’beauty’ end ’mess’ i denne uendelige strøm af billeder.

I intellektuelle kredse har tolerancen over for uorden en særlig stjerne. Siden Albert Einstein retorisk spurgte, »Hvis et rodet skrivebord er tegn på et rodet sind, hvad er et tomt skrivebord så tegn på?«, har rodehoveder og kreative hjerner verden over bifaldet rodets egenskaber.

Hvis folk ser, at du har et rodet hjem, betvivler de, om det nu også er et lykkeligt hjem. Men sandheden er, at mange af de mest effektive mennesker roder

Også i dag slår akademiske tænkere på tromme for, at rod kan være særdeles positivt, ikke mindst den britiske økonom Tim Harford, der ud over at være klummeskribent for The Financial Times og radiovært på BBC’s ’More or Less’ har skrevet bogen ’Messy’ (’Rodet’) med undertitlen: ’Sådan er du kreativ og modstandsdygtig i en ordensfokuseret verden’.

»Vi bærer rundt på en masse skyldfølelse omkring rod, og dermed dømmer vi os selv og hinanden ud fra en meget overfladisk målestok. Hvis du har et rodet skrivebord, er det nærliggende at tro, at du er en ineffektiv medarbejder, og hvis folk ser, at du har et rodet hjem, betvivler de, om det nu også er et lykkeligt hjem. Men sandheden er, at mange af de mest effektive mennesker roder, og en masse effektive processer er rodede«, siger han.

Tim Harford understreger, at der naturligvis er steder og situationer, hvor der ikke må være rod. En operationsstue er det indlysende eksempel, hvor stringent orden er et must.

»Problemet er, at nogle mennesker på et tidspunkt har konkluderet, at fordi rod er uhørt i nogle sammenhænge, bør det være sådan alle vegne, og derfor skal alverdens kontorer være nultolerancezoner for rod. Men hvorfor?«, spørger han fra sit angiveligt kaotiske skrivebord i Oxford.

»Mit køkken, for eksempel, er som regel præget af orden. Når jeg laver mad, giver det en del rod, som jeg hurtigt rydder op igen, for alting har sin faste plads. Men når jeg kigger på mit skrivebord, er der mange ting, som slet ikke kan have en fast plads«, siger han og henviser til diverse dokumenter, bøger og notater, han får tilsendt:

»Når noget nyt og ukendt lander på skrivebordet, er det måske begyndelsen til et stort projekt – måske fører det slet ikke til noget. Men det ved man ikke fra start«.

Mappefolk og bunkefolk

Groft sagt kan man dele folk op i filers og pilers, altså på den ene side dem, der konsekvent sorterer, arkiverer og sætter i mapper, og på den anden side dem, der har det fint med bunker. Mappefolket vil instinktivt placere ting i mapper, men ofte vil de aldrig se det igen, for de har faktisk ikke nok kontekst til at vide, hvordan det skal kategoriseres, eller om de overhovedet bør gemmes, fortæller Tim Harford. Bunkefolket vil på den anden side lade sagerne ligge i indbakken eller på skrivebordet i nogle uger eller måneder, indtil det står klart, om det er brugbart og vigtigt eller skal i skraldespanden.

»Psykologen Stephen Whittaker har studeret de forskellige tilgange og konkluderer, at folk med bunker på deres skrivebord faktisk har en bedre forståelse af, hvad det er for nogle sager, de har liggende. Det er ikke, fordi der er noget magisk over bunker; det handler bare om, at når de endelig kategoriserer deres ting, har de fået et bedre indblik i dem, så i sidste ende har de bedre overblik og bedre styr på deres ting. Mappefolket har et system, der fjerner rod med det samme, men spørgsmålet er, om det system i øvrigt er effektivt. Ofte er svaret nej«, siger han.

Den britiske økonom tvivler på, at vi står over for en global u-vending i opfattelsen af uorden. Men han bejler til, at vi som moderne samfundsborgere får et mere pragmatisk syn på rod i stedet for per automatik at opfatte det som noget entydigt negativt.

Hvem ved, måske vi engang i fremtiden vil byde gæster indenfor med beskeden: »Velkommen! Du må undskylde, her virker lidt upersonligt, jeg har desværre lige ryddet op«.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts