Inden jeg skulle se ‘Faust’ på Teater Republique, trak jeg en støvet bog ned fra reolen, hvor der stod, at værket er »uegnet til opførelse på scenen« – det udspiller sig meget bedre på »læserens indre scene, i bevidstheden«. Goethes ’Faust’ er et tankespil, et idédrama, og er man dumdristig nok til at ville sætte det i scene, har man tabt på forhånd.

Og det kunne jo ikke være meget bedre, når man tænker på, hvad der er stykkets præmis. Det hybrisagtige i at ville overskride det mulige, sådan som videnskabsmanden Faust vil det, da han indgår en pagt med djævlen, ligger allerede i ambitionen om at ville iscenesætte.