»Man kunne købe sig fattig på alle de Beatles-auktioner, der er. Ofte er det jo boet efter en afdød husholderske, skolekammerat eller grandgrandgrandkusine, der har sat tingene til salg«.
Sådan skrev en kollega med mere end ualmindelig meget kendskab til The Beatles, da jeg viste hende kataloget fra Sotheby’s, der i anledning af 50-året for bandets opløsning holder auktion over memorabilia for Beatles-fans.
Lidt ret har hun nok, for vi skal ikke længere tilbage end til december for at finde auktionshusets seneste temaauktion med artefakter, der havde været i berøring med de fire verdensstjerner. Her var det nu hverken husholdersken, skolekammeraten eller grandgrandgrandkusinen, der solgte ud, men en tidligere chauffør og assistent for flere af de langhårede superstjerner, som byttede blandt andet en brødrister, et trærat til en Jaguar, en masse skjorter med kalvekrøs og så John Lennons ødelagte solbriller for rede penge.
Sidstnævnte, solbrillerne, gik til 137.500 pund, 129.500 pund over vurderingen.
Derfor er det også et par af Lennons karakteristiske sygekassebriller, der (i hvert fald på det økonomiske plan) er stjernen på Sotheby’s’ nuværende netauktion, der slutter 1. oktober. Brillerne har rent faktisk – her fik min kollega ret – tilhørt Lennons husholderske, som havde lånt dem af sangskriveren på vegne af sin bror, der skulle bruge dem til et kostumebal engang i 1960’erne.
Husholdersken beholdt dem, og hendes søn sælger dem nu.
Hvis du ikke bruger briller, så er der også mulighed for at erhverve sig en perlerække af andre rariteter. Blandt andet John Lennons silkegardiner, hans livrem og hans eftersidningspapirer fra skoleåret 1954-55. I sidstnævnte kan man eksempelvis se, at han har fået eftersidning for at komme for sent, for at galpe op, for at glemme sin bog, for at pjatte i timerne og især for bare at snakke.
Det er ikke kun John Lennons sager, der er til salg. Man kan også købe originale tegninger begået af George Harrison, et stort fotoprint af Muhammad Ali, der knockouter hele The Beatles, en masse helt særlige plader og plakater og ikke mindst en del ting, der har tilhørt Brian Epstein, bandets manager. Blandt andet det Cartier-ur, han havde på, når han forsøgte at få de fantastiske fire til at holde deres tidsplan.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter