Det er godt at være ung. Og med på beatet. Men indimellem er et langt tilløb heller ikke nogen dårlig idé, hvis man vil gøre sig på den verdensomspændende digitale scene.
Og hvis der er noget, den 94-årige vært for talrige BBC-programmer om dyr og planter rundt om på kloden, sir David Attenborough, har, så er det et langt tilløb.
Han begyndte på den britiske tv-station i 1952 og har – i store træk – lige siden præsenteret verden for dokumentarudsendelser, hvor han intenst hviskende på sit fornemme modersmål har sneget sig ind på gorillaer, firben, kvælerslanger og edderkopper.
I torsdags gjorde han så noget, han aldrig har prøvet før. Oprettede en intagramprofil – og lagde en lille video ud. Og det skulle han måske have gjort noget før.
For fire timer og 44 minutter senere havde han ifølge Guinness World Records rundet en million følgere og dermed sat verdensrekord. Og skubbet den tidligere rekordholder, skuespilleren Jennifer Aniston, ned på en andenplads.
»Jeg har optrådt i radio og på tv i de seneste 60 år«, siger han i videoen – med en mindre underdrivelse, eftersom han første gang var på skærmen helt tilbage i 1952. »Men dette er første gang på Instagram«, fortsatte han.
Verden i vanskeligheder
Og så fulgte budskabet, der er det samme som det i hans film ’Life on Our Planet’, som netop har haft biografpremiere: »Verden er i vanskeligheder. Kontinenter er i brand, gletsjere smelter, koralrev ligger for døden, fisk forsvinder fra vores have. Listen bliver ved og ved. Men vi ved, hvad vi kan gøre ved det, og det er derfor, jeg tyr til denne nye måde at kommunikere på«.
David Attenboroughs første deciderede naturudsendelser i serien ’Zoo Quest’ trak i 1954 henved 10.000 seere i Storbritannien. Alene i løbet af den første måned, hans forrige naturfilm ’Our Planet’ lå på Netflix i fjor, så 33 millioner mennesker verden over med.
I et par årtier er han blevet kritiseret for at lukke øjnene for global opvarmning og udryddelse af arter for i stedet at fortsætte med at fortælle yndige historier om den tilbageværende vilde natur. Det kan man i hvert fald ikke beskylde ham for efter premieren på ’A Life on Our Planet’, hvor han fortæller om de kolossale forandringer i klima og artsrigdom, som han selv på nært hold har kunnet se i løbet af sit liv.
Og noget kunne tyde på, at vi kommer til at høre mere fra Attenborough. I hvert fald sluttede han sin første video på Instagram med et:
»Stay tuned«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter