0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Han tog mig i skridtet og på kroppen«: 19 kvinder og 1 mand fortæller om sexisme og overgreb i kunstens verden

Sexisme, krænkelser og overgreb er også en del af kunstlivet i Danmark, viser en indsamling af anonyme vidnesbyrd i Billedkunstnernes Forbund.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tomas Østergen (originalfoto: Mads Nissen)
Illustration: Tomas Østergen (originalfoto: Mads Nissen)
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det sker på museerne. På kunstmesserne. På gallerierne. Og på kunstskolerne. Det viser de 20 vidnesbyrd, Billedkunstnernes Forbund i den seneste måned har indsamlet om sexisme, krænkelser og overgreb i kunstlivet.

I de seneste måneder har vidnesbyrd dokumenteret krænkelser og sexisme i blandt andet medie- og musikbranchen og på universiteterne, og også forlagsbranchen er i gang med en undersøgelse.

Nu er turen kommet til Billedkunstnernes Forbund, der siden begyndelsen af oktober har indsamlet vidnesbyrd om sexisme i kunstlivet.

»En mandlig professor ville i seng med mig på en studietur. Jeg afviste ham. Resten af studietiden kaldte han mig snerpet og bornert«, lyder en beretning fra en kvindelig kunstner.

»Jeg har været udsat for et regulært overgreb på et museum, hvor jeg var i gang med at installere et værk. Det skete inde i min egen installation og blev begået af en mand, som havde meldt sig som frivillig hjælper (...) Han tog mig i skridtet og på kroppen, på trods af at jeg tydeligt sagde nej, forsøgte at flytte hans hænder og til sidst måtte slå mig fri«, skriver en anden kvindelig kunstner.

»Jeg har fået mange negative kommentarer om min krop og udseende, især på akademiet og i begyndelsen af min karriere. Hvor har jeg hørt mange gange (fra mandlige kollegaer og lærere eller andre i kunstneriske magtpositioner) om alt det, jeg ville kunne, hvis jeg bare havde større bryster. Eller hvorfor det er godt, at mine bryster er små, fordi jeg så skal ’arbejde hårdere for at få et knald’«, lyder en tredje beretning.

En tillidsmand er nærmest et ukendt begreb i denne verden

Og det skal stoppes. Både på kunstskolerne og i resten af kunstverdenen skal de strukturer, der gør seksuelle krænkelser mulige, ændres, mener formand for Billedkunstnernes Forbund Nis Rømer. Forbundet organiserer godt 1.800 af de anslået 2.700 billedkunstnere i Danmark. Og billedkunstnerne er ifølge Nis Rømer særligt udsat for sexisme.

»Det personlige og det professionelle ligger ofte meget tæt i kunstverdenen. Man bruger sig selv som materiale i nogen grad, og det betyder, at overskridelser nemmere kan opstå. Og så arbejdes der også på alle tider af døgnet og ofte i uformelle sammenhænge«, siger han.

Samtidig har mange kunstnere en usikker tilknytning til arbejdsmarkedet med skiftende kortere ansættelser og opgaver.

»Det betyder, at man er mere modtagelig for pres. Og det system, man arbejder under, er ikke i nærheden af at tænke i procedurer for, hvad man gør, hvis der sker et eller andet. En tillidsmand er nærmest et ukendt begreb i denne verden«, siger Nis Rømer.

Derfor er det ifølge forbundets formand vigtigt, at den #MeToo-bølge, der ruller hen over Danmark, også rusker op i kunstlivet og får skabt en forandring.

»Jeg oplevede for nylig, at en indehaver af et af landets største anerkendte gallerier ragede på unge håbefulde kunstnere på en kunstmesse. Og jeg har også oplevet en museumsdirektør fra et stort museum i Danmark gøre det samme. Begge to var meget fulde«, skriver en kvindelig kunstner i sit vidnesbyrd.

Den værste kommentar, jeg fik af en af vagterne, var, at »nu skulle jeg ikke blive tyndere, for så ville det være som at knalde med en cykel

»Jeg er blevet hånet meget af samlere, gallerister og fondsmænd igennem tiden netop for at være grim, lebbe og den slags, hvis jeg har afvist flirt eller fjernet deres hænder fra min krop. Det er meget almindeligt med uønsket berøring til ferniseringer og i byen«, skriver en anden.

»Jeg var ansat som assistent på et af de mest profilerede kunstmuseer herhjemme. Der klappede en kollega mig i numsen adskillige gange (...) Det var decideret ufedt at kravle op på en stige på museet, når der var vagter til stede, fordi de kom med sexistiske bemærkninger om min krop. Den værste kommentar, jeg fik af en af vagterne, var, at »nu skulle jeg ikke blive tyndere, for så ville det være som at knalde med en cykel, hvor man ville blive gul og blå over det hele««, lyder det i en tredje beretning.

God kunst kræver ikke grænseoverskridelser

Historisk er der en tendens til, at der er »foregået en del på uddannelserne«, fortæller Nis Rømer.

»Der har været en kultur, som har været uhensigtsmæssig«, siger han.

Billedkunstnernes Forbund samarbejder med Danske Billedkunstneres Fagforening, som er i gang med sin egen undersøgelse af sexisme i kunstverdenen. Ifølge de to forbund bør alle kunstuddannelser forbyde seksuelle forhold mellem undervisere og elever.

Annonce

»Det er for nylig blevet skrevet ind i Det Kgl. Danske Kunstakademis regler, men mange kunstuddannelser mangler regler og konsekvens på området«, skriver de to forbund i en fælles erklæring.

Vi skal gøre op med forestillingen om, at god kunst kræver personlige grænseoverskridelser

Og så skal lærerne på kunstskolerne også uddannes bedre, mener Nis Rømer. Rigtig mange kunstnere har ifølge forbundsformanden »slet ikke modtaget undervisning i det at undervise«.

»Så afsættet bliver den undervisning, man selv har fået, og didaktikken har ikke været helt opdateret. Flere steder har man også stadig en idé om, at grænseoverskridelser hører med til at være en god kunstner«, siger han.

»Vi skal gøre op med forestillingen om, at god kunst kræver personlige grænseoverskridelser. Det er et forældet tankesæt, der gør uacceptabel adfærd overalt i kunstlivet muligt – særligt i relationen mellem undervisere og elever på kunstuddannelserne«.

15 af de vidnesbyrd, Billedkunstnernes Forbund har indsamlet, ligger på forbundets hjemmeside, et enkelt af dem kommer fra en mandlig kunstner, de øvrige er fra kvindelige.

Billedkunstnernes Forbunds indsamling af vidnesbyrd er stadig åben.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter