I mange år drillede tyskerne englænderne med, at Storbritannien var »landet uden musik«. Når man selv har en musikkultur, der rækker fra Bach til Beethoven og Brahms, sådan som Tyskland har, er det jo nemt at mene, man er verdens centrum, hvad symfonier, strygekvartetter og den slags angår.

Men selvfølgelig har englænderne en musiktradition, og da Anden Verdenskrig var brudt ud, og de tyske bomber i 1940 og 1941 havde regnet ned over London, var det tid – ikke bare til, at tyskerne holdt op med at drille englænderne med deres mangel på klingende kultur, men også til, at en af Englands største komponister skrev noget musik, der kunne berolige og trøste hans landsmænd.