Det var dengang i fortiden, da mennesker gik ud og besøgte hinanden.
Mine forældre havde også en omgangskreds, og de klædte sig fint ud, når de skulle i byen. Min mor trak sko med høje hæle frem fra skabet under køkkenvasken, min far kom i sine nypudsede sko, nemlig de sorte.
Nu skulle min bror og jeg så passes, og der var to muligheder i Ringparken: tykke fru P. eller tynde fru P.
Tynde fru P. var langt den mest populære af de to hos os børn. Hun var lille og tynd og lattermild og medbragte altid Hudibras samt gamle Anders And-blade, som vi læste med kæmpefornøjelse, idet vi aldrig selv måtte få dem købt, det bras. Der var glæde i luften, når tynde fru P. kom og ringede på. Tit vidste vi ikke, om det var tykke eller tynde, der skulle komme. Så kunne det være tykke – det føltes, som om det skete mere og mere ofte – og vi blev kede af det.
Vi fik ganske vist sut-appelsin. Som jeg fortalte min svagt forundrede datter forleden, drejer det sig om en stor saftig appelsin, som man skærer et firkantet hul i foroven, hvorefter man stopper tre-fire stykker hugget sukker godt ned med henblik på så at kunne sutte appelsinen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
