Det er altid problematisk at lave tv-serier om problematiske perioder og handlingsforløb i et lands historie. Ole Bornedals ’1864’ er kongeeksemplet i en dansk sammenhæng – for var det virkelig sådan med os og Tydsken dengang ved Dybbøl? Og i Norge brød der en flammende debat ud i senefteråret, da Alexander Eiks serie om det norske kongehus’ forviklinger under Anden Verdenskrig og kronprinsesses Märthas relation til USA’s præsident Franklin D. Roosevelt samt dettes indflydelse på krigens gang og udfald fik premiere.
Thi den stort anlagte serie, som med et internationalt farvet cast og et betydeligt budget skulle matche diverse internationale entrepriser fra streamingtjenesterne, gik til marked med en slaglinje, der antydede, at den svenskfødte Märtha nærmest egenhændigt ændrede historiens gang. Ved at sno den amerikanske præsident om sin velmanicurerede lillefinger foranledigede hun, at han gik med til at gradbøje sin nations neutralitet og udtænke den såkaldte Lend-Lease Act, hvormed De Forenede Stater kunne udleje krigsmateriel til de allierede uden i egentlig forstand at stå som sælgere, i teknisk juridisk forstand. Og sådan var det faktisk ikke, siger de norske historikere.
