De havde krydset præcis lige så mange fingre for sommerens festivaler, som vi gør herhjemme, men lige lidt hjalp det. To af Sveriges store sommerfestivaler, Swedish Rock og Lollapalooza Stockholm, udskyder til 2022.
»Vi mener helt enkelt ikke, at det kan lade sig gøre at gennemføre festivalerne på den måde, som vi gerne vil, og derfor har vi taget denne beslutning«, siger Anna Sjölund, som er koncert- og festivalchef for svensk Live Nation, der arrangerer de to kæmpebegivenheder, til SVT.
Aflysningen skyldes en ny melding fra de svenske sundhedsmyndigheder, som på grund af fortsat høje smittetal med covid-19 afviser at begynde at slække på landets forsamlingsrestriktioner før 11. maj. Forventningen har indtil nu været, at det kunne ske fra 11. april.
Lollapalooza Stockholm skulle afvikles i samme tidrum som Roskilde Festival, 2.-4. juli. Festivalen havde i år hovednavne som Pearl Jam og Kendrick Lamar. Sweden Rock skulle foregå allerede i begyndelsen af juni med hovednavne som Guns N’ Roses.
Også den store Göteborg-festival Way Out West sender nedslående signaler oven på de svenske myndigheders melding. Festivalen tiltrækker årligt 100.000 gæster og afholdes i begyndelsen af august, men arrangørerne skriver på Facebook, at de i forvejen havde udskudt annonceringen af festivalens hovednavne nogle måneder fra januar.
»Her er vi nogle måneder senere, og desværre ser betingelserne for en længe ventet festivalsommer ikke bedre ud«, skriver de.
Festivalens ledelse tager inden for få uger en endelig beslutning om, hvorvidt de går videre med at arrangere eventet i år – eller om de ligesom Lollapalooza og Swedish Rock udskyder til næste år.
-------------------
Rettelse: I en tidligere version blev Way Out West ved en fejl kaldt 'Way of West'.
fortsæt med at læse








