Min farmor var husmor. Af den helt klassiske slags. Når hun eller min farfar havde fødselsdag, diskede hun op med det store kolde frokostbord med tarteletter med hønsekødsfyld, friskbagt leverpostej, frikadeller med agurkesalat, sild, rødspættefilet, flæskesteg, roastbeef, rullepølse, ost, is. Alt, på nær osten, var hjemmelavet, lavet fra bunden. Hun ryddede op, gjorde rent, vaskede tøj, strøg og rullede duge, og middagen stod klar kl. 18, når min farfar kom hjem fra arbejde.

Da min farmor døde, fandt jeg en bog, hvor hun gennem årene havde noteret, hvem hun og min farfar havde haft på besøg, og hvad menuen havde været. Der var ingen navlepillende dagbogstanker om, hvorfor hun levede, om hun havde fået det ud af livet, som hun ville, om hendes kærlighedskvaler eller knuste drømme. Der stod bare: ’5/3-82: Bruno og Lis til middag. Rejecocktail. Hjerter i flødesovs’. Nøddekurve med is. Listen fortsatte med andre datoer, navne og menuer.