Udstillingen begynder med et panoramisk foto af et grønlandsk landskab, der ser ud til at være taget for mange år siden, men ikke er det. Dog, det meste af ’Ikerasak’ udspiller sig bag et stort forhæng.

Allerede før man træder ind bag forhænget, kan man fornemme sætninger, talt på et sprog, som man ikke forstår, uanset hvor ægte og autentisk det end lyder. Man kan også høre lyden af en cello, der forførende anslår en stemning af mørke og dybde. (Det er solisten og komponisten Josefine Opsahl, hvis musik toner frem i baggrunden på en sådan måde, at den af sig selv rykker i forgrunden).