Hvis nogen skulle få den dumdristige og hybrisagtige idé at iscenesætte Harald Voetmanns utroligt originale bog med håndskrevne digte om en fars død, ’Amduat. En iltmaskine’, kunne det vel ikke være nogen andre end Hotel Pro Forma med Kirsten Dehlholm i spidsen.
For både i bogen, og når Dehlholm er bedst, fortælles der, snarere end i almindelige forløb, i mytologiske drømmesekvenser og dobbelteksponerede syner. Og når bogen i forvejen smelter to sfærer og forløb sammen: faren, der ligger for døden på Holbæk Sygehus, og den egyptiske solguds rejse gennem dødsriget – hvorfor så ikke også lade skriften smelte sammen med et andet medie og lade den tage farve af en visuel iscenesættelse? Det har bogen plads til, og det lykkes stykket på mange måder med.
