Hotel Pro Formas underverdenstrilogi er en storstilet dødedans mellem de levende og de døde, guder og mennesker, skriver Monna Dithmer i denne kommentar.

Kommentar: Trilogi er uden sidestykke inden for dansk scenekunst

Underverdenen brænder sig fast på nethinden med Hotel Pro Formas billedstyrke. I ’Operation:Orfeo’ kan de 13 statuariske skikkelser ligge på evighedstrappen, som om de svæver.  Foto: Roberto Fortuna
Underverdenen brænder sig fast på nethinden med Hotel Pro Formas billedstyrke. I ’Operation:Orfeo’ kan de 13 statuariske skikkelser ligge på evighedstrappen, som om de svæver. Foto: Roberto Fortuna
Lyt til artiklen

Når Hotel Pro Forma med ’Amduat’ rejser ind i dødens rige, er det samtidig en mytisk lang færd, der har nået sit endemål: en rejse i underverdenen gennem trilogien ’Operation:Orfeo’ (1993), ’Gilgamesh’ (2019) og ’Amduat’ (2021).

Alene det at begive sig ud i trilogiens store format er i sig selv en bedrift i dag, hvor stakåndet nyhedstvang flytter fokus fra det ene værk til det næste. Men at gøre det til en passage gennem underverdener hører til instruktør og teaterleder Kirsten Dehlholms egenart som Hotel Pro Formas visionære sjæl og rygrad. Hun har, siden Hotellet blev grundlagt i 1985, altid haft et særligt blik på sin menneskelige omverden: Som ser hun os på afstand og samtidig helt tæt på det stof, vi er gjort af.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her