Er der noget, der står tilbage efter 10 dages maraton med CPH Stage, så er det en overvældende fornemmelse af død. Og af at teatret lever!
På trods af et coronastækket landskab viste festivalen et imponerende bredt felt med hele 80 forestillinger. Især de mange nyskabninger på tværs af kunstarter og i clinch med den aktuelle omverden peger fremad for dansk scenekunst: alt fra lydteater, audiowalk og performanceinstallationer til dokuteater og VR performance. Festivalen blev en livskraftig demonstration af, at teater i dag kan antage utrolig mange former og indtage vidt forskellige rum.








