Jeg boede engang i en lejlighed hærget af sølvfisk. På badeværelset svømmede insekterne rundt mellem fødderne på mig, og siden opdagede jeg, at de var begyndt at gå om bord i bøger, jeg havde stående fremme i stuen. Jeg søgte hjælp online, men det gjorde det nærmest bare værre. Lidt ligesom når man bliver stukket en terminal diagnose af Netdoktor, bare fordi man vil tjekke, om hvidvinshovedpine må vare mere end tre timer. Sølvfisken er cirka 300 millioner år gammel. Den har overlevet flere omgange masseuddøen, og jeg kunne grundlæggende vælge at lufte ud og finde mig i det. Ellers skulle jeg i gang med gift, og det var ikke sikkert, de ville forsvinde for evigt.
Jeg kan huske, hvordan dyrene invaderede mit sind. Havde jeg været væk hjemmefra en weekend, var jeg bange for, hvor mange insekter jeg ville vende hjem til, men lige meget hvor voldelig jeg var over for mine grå modstandere, så grinte de bare hele vejen til reden. Hvad stiller en 21-årig universitetsstuderende også op mod millioner års universel overlevelseserfaring?
