Den kongelige svenske ballet har alvorlige problemer med arbejdsmiljøet. Nu har Sveriges kulturminister bedt om et møde med direktøren.

Nøgenbillede taget i smug ryster den svenske balletverden

Foto: Wikipedia creative commons/ Rosser1954
Foto: Wikipedia creative commons/ Rosser1954
Lyt til artiklen

Et nøgenbillede taget i smug har prikket hul på en byld i Kungliga Baletten, Sveriges nationalballet.

Avisen Dagens Nyheter (DN) har i flere måneder undersøgt forholdene i balletkompagniet og interviewet 15 nuværende dansere. 13 af dem tegner et meget kritisk billede af deres arbejdsplads.

Billedet af en kvindelig danser blev taget af en kollega under et digitalt møde, hvor hun klædte om i baggrunden. Det blev senere spredt på forskellig vis og blev blandet andet vist for en gruppe, der befandt sig i et omklædningsrum.

Da ballettens ledelse blev orienteret om hændelsen, blev den krænkede kvinde bedt om at håndtere det ved at blive gode venner med den, der havde taget billedet, siger en anonym kilde til DN.

På et efterfølgende stormøde mellem ledelse og dansere kom det frem, at flere er bange for tale om problemer, fordi det tages ilde op. En danser sagde, at det derfor er bedre at holde lav profil og holde kæft.

Til Sveriges Radio P1 siger Kungliga Operans administrerende direktør, Birgitta Svendén, at hun mener, arbejdsmiljø-problemerne skyldes, balletmiljøet er hierarkisk opbygget, og at det nu gælder om at give danserne mod til at ytre sig.

Balletten har efter flere stormøder hyret ekstern hjælp til at afdække omfanget af problemerne med arbejdsmiljøet.

Sverige kulturminister, Amanda Lind, har indkaldt ballettens ledelse til møde for at sikre »et trygt arbejdsmiljø fri for chikane«. Ballettens dansere er desuden indkaldt til et nyt møde med ledelsen om problemerne.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her