Johannes V. Jensens ’På Memphis Station’ er et af hans – og dansk litteraturs – kendteste digte. I mange år var det fast gymnasiepensum. Der er ment og skrevet så meget om det digt, at Wikipedias opslag om det må bruge 113 fodnoter for at nå rundt om de vigtigste af de mange artikler.

I min erindring om digtet er det den talende hovedperson, der udgør dets centrum. Hans »udenforståenhed«, som der står i den seneste, tykkeste litteraturhistorie. Hans mismod, hans fantasi om den unge jomfru, der ligger i sin seng et sted i byen med øret begravet i sit hår, hans overvejelser om at blive i Memphis og tegne en livsforsikring. Og så til sidst alligevel hans rejse videre.