Efter forsøg på at lokke folk til museerne bliver voksenhjemmesiden Pornhub nu sagsøgt af Louvre.

Louvre sagsøger verdens største pornosite

I Frankrig kræves coronapas for at besøge museer som Louvre.  Foto: Sarah Meyssonnier/Ritzau Scanpix
I Frankrig kræves coronapas for at besøge museer som Louvre. Foto: Sarah Meyssonnier/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I sidste uge lancerede voksenhjemmesiden Pornhub en app med en serie interaktive guider til erotiske kunstværker på nogle af verdens fineste og mest besøgte museer samt videoer, hvor pornostjerner vækkede udvalgte kunstværker til live, på den måde de nu er bedst til.

Pornhub får par til at genskabe scener fra berømte erotiske kunstværker

Appen, der bliver kaldt ’Classic Nudes’, kan bruges på seks museer: Louvre (Frankrig), Metropolitan Museum of Art (USA), Prado (Spanien), Uffizi-galleriet (Italien), The National Gallery (Storbritannien) og Musée d’Orsay (Frankrig).

Men appen faldt ikke i god jord hos nogle af museerne, som betragter det som problematisk, at deres kunstværker bliver vækket til live på den måde.

En repræsentant for Louvre i Paris har oplyst til Artnet News, at »Pornhub har hørt fra deres advokater, og de forventer, at værkerne bliver fjernet med det samme«, skriver avisen.

Heller ikke Uffizi-galleriet i Italien er just positivt stemt over for Pornhubs projekt.

»I Italien siger kulturarvsreglen, at hvis man gerne vil anvende et billede fra et museum i kommercielt øjemed, er det nødvendigt at få tilladelse fra det givne museum, som så kræver et gebyr«, siger museet til Daily Beast.

Og understreger, at der ikke ville være givet tilladelse, hvis Pornhub havde spurgt.

Selv forklarer Pornhub, at appen er lavet for at »stimulere offentligheden til at besøge, udforske og blive forelsket i kulturinstitutionerne«, eftersom flere af museerne har været lukket gennem længere tid på grund af coronapandemien.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her