Engang var jeg så træt, at jeg var holdt op med at blive glad af de ting, der plejede at gøre mig glad. Det var en underlig død fornemmelse. Jeg tænkte: Måske er jeg deprimeret. Jeg lå hver dag længe og stirrede, når jeg altså ikke yderst modstræbende gjorde alt det, man ellers skal i menneskelivet: Gå på arbejde, købe ind og sørge for, at dem, man har ansvar for, får noget mad, f.eks. ens børn, men det var for resten, inden jeg fik børn.
Det var, som om jeg havde mistet retning, fordi der ikke længere var noget, der drev mig, intet, jeg havde lyst til. Timer, gøremål og forbindelser til andre mennesker var som usammenhængende brikker. Det er sjælens mørke nat, sagde min klogeste veninde: en spirituel/eksistentiel krise, hvor den struktur, de forventninger og håb, man har for livet, bliver meningsløse og krakelerer. (Den slags kriser kan livet byde på flere af, hvad jeg også senere har sandet).
