Et kontroversielt bygningsprojekt til 873 millioner kroner ved siden af det britiske parlament skiller vandene.

Kontroversielt holocaustmindesmærke kommer til London

Det er Adjaye Associates, der har tegnet mindesmærket, og sådan her ser deres renderinger af bygningen ud.  Foto: Adjaye Associates
Det er Adjaye Associates, der har tegnet mindesmærket, og sådan her ser deres renderinger af bygningen ud. Foto: Adjaye Associates
Lyt til artiklen

Den britiske regering har efter lang kamp givet grønt lys til at bygge et mindesmærke for ofrene for holocaust. Mindesmærket skal opføres i parken Victoria Tower Gardes lige ved siden af parlamentsbygningerne i London.

»Vi har en pligt til at sikre, at historien om holocaust aldrig bliver glemt og aldrig gentaget. Mindesmærket og læringscentret vil give alle mulighed for at reflektere, huske og ære dem, der led og døde, og at uddanne nye generationer i antisemitisme«, skriver Storbritanniens boligminister, Robert Jenrick, ifølge Art Net News.

Bygningen har, siden planerne blev offentliggjort i 2016, skabt røre. I oktober underskrev 42 akademikere et offentligt brev om, at placeringen ved siden af parlamentsbygningerne i London ville »overdrive Storbritanniens historiske reaktion på holocaust og fremstille nationen som ’jødernes ultimative frelser’«, fortæller Art Net News, som også oplyser at flere ledende figurer i Londons jødiske fællesskaber har udtrykt deres bekymring for, at parken kan blive et mål for terrorister.

Ifølge Art Net News sker godkendelsen af mindesmærket, efter at den britiske regering tilsidesatte de lokale myndigheders afvisning af at give byggetilladelse.

Men formanden for The Board of Deputies of British Jews, Marie van der Zyl, tager imod parken med åbne arme:

»Der vil være noget unikt og kraftfuldt ved at placere et mindesmærke for holocaust lige ved siden af Storbritanniens demokrati«, skriver Marie van der Zyl til The Guardian.

Bygningen, som er tegnet af arkitekt David Adjaye, vil bestå af 23 store bronzeskulpturer og et undergrundslæringscenter. Byggeriet vil begynde i år og være afsluttet i 2025.

Den britiske regering bidrager med 75 millioner pund (655 millioner kroner), mens yderligere 25 millioner pund (218 millioner kroner) er blevet skaffet via donationer. Regeringen vil også give supplerende finansiering til dækning af vedligeholdelse og sikre gratis adgang til parken.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her