Debatten om, hvorvidt kønskvoter er en god idé, blusser jævnligt op.
Nu har Ung Nordisk Musik-festival i Aarhus valgt at indføre kønskvoter for at sikre en lige kønsfordeling, når det gælder kunstnerne på festivalen, skriver TV 2 Østjylland.
Flere festivaler er gennem årene blevet kritiseret for at have for få kvindelige artister på plakaten. Den statistik håber den aarhusianske festival at skubbe til, siger formanden for Ung Nordisk Musik-festival, Mikkel Schou.
Han mener, at kønskvoter er den mest effektive måde at gøre op med den »historiske og systematiske skævvridning inden for komponist- og musikerfaget« på.
Ham mener, at landets øvrige festivaler bør gøre lignende tiltag.
»Jeg synes, at det er et socialt ansvar at gøre det«, siger han til TV 2 Østjylland.
Lige muligheder
Ung Nordisk Musik har et mål om at skabe lige muligheder for alle uanset køn og seksuel orientering, men det skal stadig være med udgangspunkt i musikalsk kvalitet. Det er nemlig ikke kønnet, der kommer først, når de nye unge talenter bliver valgt til at optræde.
I første omgang foretages der en anonymiseret bedømmelse af værkerne, og så tager en bestyrelse sig af at sikre en ligelig fordeling mellem kønnene. Også transkønnede og nonbinære.
Sangerinden Þórgunnur Anna Örnólfsdóttir er en af de kunstnere, der har fået en plads i programmet. Hun er positiv over for indførelsen af kønskvoter, og hun er ikke er bange for kun at blive valgt på grund af sit køn.
En mandlig komponist, der skal optræde på festivalen, Xavier Bonfill, mener også, at kvoter er et godt middel til at skabe et mere fair samfund. Men han påpeger, at det kan skabe svære vilkår for de mandlige kunstnere.
»Det kan være ærgerligt som mandlig komponist, at det bliver lidt sværere at komme ind på de her festivaler. Der er i hvert fald for tiden desværre ret mange flere mandlige end kvindelige komponister«, siger han til TV 2 Østjylland.
Ung Nordisk Musik arbejder sideløbende på at skabe en mere mangfoldig sammensætning af kunstnere i forhold til etnisk baggrund.
Festivalen kører netop nu og frem til 15. august.
fortsæt med at læse








