Lyt til artiklen
I halvfemserne havde jeg et band. Jeg havde samlet nogle musikere, der var søde og dygtige, og som gad at spille de sange, jeg skrev. Eller. Jeg troede nok, de godt gad, men hvor godt de gad, var jeg ikke sikker på.
Derfor havde jeg altid alt muligt lækkert med, når vi mødtes. Lakridser. Mad. Øl. Sodavand. Jeg diskede op. For at kompensere for eventuelt manglende valuta som: Jeg er kendt (niks), jeg er selvsikker (heller not), jeg synger bedst af alle (nope), vi tjener kassen (lol).
