Med det underfundige smil, der syntes at være klistret til hans læber, kiggede Charlie Watts på mig. Og forklarede, hvorfor han så inderligt hadede at være på turné med The Rolling Stones.
»Min Gud – hvis jeg ser på al den ventetid, jeg har tilbragt med dette orkester i forhold til de få timer på scenen om aftenen, er det vanvid. Men selv om dagene er ens, er hver eneste jo alligevel en nyhed. Det er lidt ligesom hotelsenge. De er ens og opleves dog så forskellige. Nogle bliver man fuld af, nogle bliver man liderlig af, nogle sover man ikke i, andre har man alt for travlt i, og en dag finder man den bedste: den dør man i«.
Det var en umanerlig varm dag i juli 1994 i noget så uprætentiøst som drengeskolen Crescent Heights i Toronto. Her var Rolling Stones på øvelejr forud for endnu en turné kloden rundt. Ved siden af Charlie Watts brød Mick Jagger sammen af grin over trommeslagerens filosoferen over hotelsenge, livet og døden i dem.
Charlie Watts, i et stramt og elegant brunt jakkesæt, nøjedes med at tage jakken af og hænge den over stoleryggen bag sig, så han blottede to store svedpletter under ærmerne på den ligeledes brune T-shirt.
