Mens vi går ind i en postpandemisk tid, hvor vi lige skal have rystet smitte- og sygdomsangsten helt af os, er Woody Allens hypokonderkomedie nummer et, ’Hannah og hendes søstre’ fra 1986, en god påmindelse om, hvad det hele handler om, skriver Alexander Vesterlund i denne klumme.
Første gang, jeg så filmen ’Hannah og hendes søstre’, forstod jeg ikke, hvorfor hovedpersonen Mickey konstant var så bange for at blive syg.
Mickey lever – alt for fremsynet – som om han konstant er ved at snuble ind i en dystopisk pandemi, og dengang var jeg nok selv bare for ung og levede i for lykkelig uvidenhed om, hvor det hele bærer henad.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
