Man skal prøve at se det positive i alting, sagde den 56-årige og 30-års jubilerende standupkomiker Carsten Bang. Og som et eksempel på, hvordan man vender noget umiddelbart betragtet negativt til det bedre, fortalte han om, at hvis nu man skulle være så tragisk uheldig at miste begge sine arme i en skrækkelig fyrværkeriulykke, ja, så behøvede man ikke fremover at deltage i det sørgelige, det er at vinke farvel til nogen. Og den blev rundet af med, at så må man nøjes med at trække på skuldrene, mens de andre står og vinker løs.

Sådan en joke er på mange måder ganske typisk for Bang, der ikke søger den hysteriske krampelatter hos sit publikum, men i stedet lutrer det mere tilbagelænede grin, som næsten per automatik også fremkalder en vis eftertænksomhed. Ikke sådan forstået, at han betjener sig af en it’s funny because it’s true-sovepude. For det gør han ikke. Hans jokes er omhyggeligt udarbejdet og nøje skrevet, og selv om hans komiske stil og dagligdags snakkende facon indbefatter en ganske udstrakt grad af publikumsinddragelse, er det ikke improvisation ret meget af det. Men han tager udgangspunkt i sit liv, sin jyske opvækst og dagligdag. Og det med et skarpt blik for tilværelsens absurditeter. Som når han fortæller om, at hans forældre var skrevet op til et plejehjem, der lå lige over for deres hus, og hans mor derfor sagde: Så kan vi følge med i, hvornår det bliver vores tur, ved at se, hvor ofte flaget går på halv.