Slår man op under ’Ørkenløber’, får man at vide, at det er det folkelige navn for jerikorose.
Herfra ruller teksten ganske som den nomadiske ørkenløber videre, og beretter om urtidsbyen Jeriko, der blev truttet omkuld af israelitterne og deres hærfører Josva. Den sikre mur om det velkendte, som så chokerende for de forskansede indbyggere styrtede i grus, inspirerede i 1960 Aksel Sandemose til at kalde sin bog om sine tab af hustru og søn for ’Murene omkring Jeriko’. I vore dage er landskabet omkring Jeriko gennemskåret af pigtråd og stålhegn. Her hænger ørkenløberne fast sammen med plastikposer og stoftrevler, så ’derfor vokser der i dag ikke længere ørkenløbere omkring Jeriko’.








